Team 924 Turbo Juelsminde kom i mål

Som jeg fortalte sidst, manglede vi 3 prøver plus 2 på de lange knives nat. 

Prøve 12 startede udmærket. De første 6 kontrolpunkter fik vi kun straf på et sekund, men så gik det galt. Jeg var overbevist om, at vi var kørt forkert. Vi forsøgte at finde et sted, vi kunne vende. Så ombestemte vi os, hvilket var rigtigt, men vi fik en masse strafpoint. Hele 1560 blev det til, ca. 1400 for meget. 

Vi fik rystet den dårlige start af os. Og den næste prøve fik vi kørt på 150 strafpoint. Her ramte vi 9 lige på sekundet. Den sidste prøve inden havnen i Monaco var prøve 14. Her lykkedes det os at få det bedste prøveresultat, en 9 plads med 80 strafpoint. Søren og Jakob vandt prøven med 60 strafpoint. 

Vi kørte nu mod Monaco med en samlet placering som nr. 83. Nu manglede vi kun de 2 prøver på Col de Braus og Col de Turini. 
Jeg var meget spændt på den første. Det har altid været en svær prøve med mange hårnålesving. Prøverne var helt tørre, lige noget for mine helårsdæk. Vi kørte som nogle gale. Mette havde fået at vide, at det vigtigste var vi drejet de rigtige steder. 
Det gik fint, det havde hun styr på. Dog var der en enkelt gang nogle fotografer måtte springe for livet, da til venstre blev rettet til højre i et vej-T. Vi måtte lige i bakgear og så var vi et par hundrede meter bagefter. Vi fik det hentet, inden vi blev målt, så det kostede ingen straf. 

Det lykkedes at holde tid på begge prøver. Vi fik 260 strafpoint på begge prøver. Det kunne række til en placering som nr. 49 og 114. 

Nu manglede vi kun at komme på havnen i Monaco for sidste gang. Det lykkedes også denne gang. Vi sluttede som nr. 77 generelt, en 9 plads i Mix-klassen (mand/kvinde). Vores mål var at gennemføre, så blev det til top 100. Vi er ovenud lykkelige for det, vi har opnået. 
En stor tak til Finn Kristensen og Erik Rasmussen for hjælpen da vi havde torpederet en sten.  
Tak for sammenholdet og opbakningen fra de øvrige danske hold.

Rally Monte Carlo Historique er og bliver noget specielt

Start nr. 96 Jan Østergaard/Mette Rygaard

 

Hit Counter