Dansk Rally Club i arbejdstøjet
Ny bestyrelse udpeget og konstitueret

På Dansk Rally Clubs bestyrelsesmøde forleden konstituerede den nye bestyrelse sig. På generalforsamlingen for nylig havde man sagt farvel til de mangeårige bestyrelsesmedlemmer Finn Richardt og Lars Hjorth. I stedet var René Christoffersen, Nykøbing Falster, og Per Brodersen, Stauning, blevet valgt ind.

Den nye bestyrelse består nu af formand Jørgen Esbensen, Vordingborg, næstformand Per Brodersen, Stauning, skatmester René Christoffersen, Nykøbing Falster, sekretær Per Nielsen, Rødovre, og PR-chef Michael Eisenberg, København.


Dansk Rally Clubs bestyrelse klar med nye initiativer. Fra venstre skatmester René Christoffersen, Nykøbing Falster, sekretær Per Nielsen, Rødovre, næstformand Per Brodersen, Stauning, formand Jørgen Esbensen, Vordingborg og PR-chef Michael Eisenberg, København.

Blandt Dansk Rally Clubs vigtigste arbejdsopgaver bliver at bidrage til at skabe en underskudsgaranti for klubber, der vil arrangere løb til danmarksmesterskabet i rally. Klubben vil også selv være interesseret i at samarbejde med andre klubber om et løb i DM-serien. På længere sigt arbejdes der med et projekt, der skal styrke bredden og ungdommen i dansk rallysport. Derudover er klubben påbegyndt et arbejde med indsamling, registrering og beskrivelse af dansk rallysports historie. På den korte bane har man klubbens eget Oresund Rally lørdag den 13. maj med start og mål i Roskilde. Det afvikles i år for 12. gang som en del af det danske mesterskab i pålidelighedsrally for klassiske biler.

Dansk Rally Club er landsdækkende og fungerer som netværk for tidligere og nuværende rallykørere, primært med international løbserfaring, samt for erfarne danske udøvere af pålidelighedsrally.

Klubben er en af de ældste bilsportsklubber i Danmark og kan fejre 70 års jubilæum i 2024.

 

Hit Counter