Nu
skal Glad Sport forsvare titlerne
Den
flotte debutsæson med seks generalsejre, to mesterskaber og
titlen i Dansk Super Rally forpligter for Glad Sport.
Forberedelserne til teamets andet sæson har dog været plaget af
forsinkelser, men de to mandskaber har fuldt fokus på at levere
topresultater i weekendens Rallye Sullingen Land, som køres i
Nordtyskland.
Glad
Sport er klar til at tage hul på Dansk Super Rally i weekenden.
Foto: Glad Sport.
Glad
Sport bogstaveligt talt kom, så og sejrede, da teamet sidste år
gjorde sit indtog i dansk rallysport. Kenneth Madsen/Mette
Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) vandt alle seks DM-løb generelt og
blev mestre i Rally2-klassen for firhjulstrækkere. I
Rally4-klassen scorede Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang)
seks klassesejre og tog også et klassemesterskab. Og de to hold
besatte de to forreste pladser i Dansk Super Rally i konkurrence
mod 80 andre mandskaber.
"Vi
er meget stolte over sidste års performance, men det forpligter,
og for os gælder det om også at vinde i denne sæson," fortæller
teamejer Jacob Glad. "Sidste sommer indså vi, at det var nødvendigt
at gøre noget på bilfronten, så vi bestilte i august to
splinternye biler, så vi kunne have dem i god tid. Men sådan
skulle det ikke gå. Der har konstant været forsinkelser, og
vores planer og forberedelser er blevet ændret hele tiden."
Lørdag
blev den nye Peugeot 208 Rally4, som Jacob Madsen/Line Nedergaard
skal køre, endelig leveret til Glad Sports rallyværksted i
Kalundborg. Men selv om den på papiret er køreklar, har de
seneste dage stået på masser af arbejde.
"Bilen
skulle ikke kun dekoreres, men der er altid visse ting på en ny
bil, man altid skiller ad og laver, sådan som man gerne vil have
det. Det er f.eks. forspændet på bilens spærredifferentiale,"
siger Jacob Madsen. "Det har været frustrerende med
ventetiden, men til vores held har det været heldigt, at DM i år
starter så sent. Jeg har aldrig før prøvet at have en så sen sæsonstart,
så det har været held i uheld."
"Jeg
tænker mest over, at jeg er godt rusten, når jeg holder til
start på første hastighedsprøve på fredag, men vi må tage
det, som det kommer. Det vigtigste er at komme godt i gang og få
nogle point på kontoen og så se, hvad det rækker til."
"Jacob
og jeg har ikke siddet i en rallybil siden sidste efterårs Rally
Stoholm, og vi kommer heller ikke til at køre i bilen, før vi
kommer til Tyskland," fortæller Line Nedergaard. "I søndags
var hele teamet samlet, og her lod Jacob og jeg de andre
koncentrere sig om rallybilen, og så kørte vi ud og trænede
notekørsel i et par timer. Selv om det ikke er højhastighedskørsel,
så indgår det som en vigtig del af et rally, og det var rart at
komme ind i rytmen igen."
Mens
Jacob Madsen/Line Nedergaard starter i en splinterny bil, er det
stadig deres vinderbil fra sidste år, Kenneth Madsen/Mette
Felthaus kommer til at benytte i Rallye Sullingen Land.
"Bilen
blev i vinter solgt til en rallykører i Bulgarien, og vi havde
gjort den klar til, at han kunne hente den, men så blev
leveringsterminen for vores nye bil igen udsat," fortæller
Kenneth Madsen. "Vi fik indgået en ny aftale med køberen
om, at vi kunne køre med den til første afdeling af Dansk Super
Rally, så nu er vi alligevel klar til at tage konkurrencen op i
weekenden. Men så snart vi kommer hjem fra Tyskland, skal bilen
igen skilles totalt ad og gennemgås, for vi har lovet køberen,
at den fremstår i perfekt stand."
Kenneth
Madsen/Mette Felthaus har dog allerede været ude at køre i bilen
i år. I midten af april deltog de i det 130 km lange Rallye
Salamandre i det sydlige Belgien.
"Vi
vandt løbet generelt med bedste tid på fem af de 12 hastighedsprøver,"
fortæller Mette Felthaus. "Det var dejligt at få revanche
fra løbet i 2019, hvor vi måtte udgå. Nu gælder det så Rallye
Sullingen Land, og jeg glæder mig til at skulle køre bl.a.
hastighedsprøverne på det militære område Steyerberg."
"Jeg
er overbevist om, at det bliver sæsonens fedeste rally, og jeg
tror, at jeg kan køre Steyerberg-delen med et helt andet
overskud, end da Kenneth og jeg kørte der sammen første gang for
otte år siden. Jeg glæder mig virkeligt, men konkurrencen bliver
hård. De tyske drenge kan godt køre bil, men det kan Kenneth også,
og selv om vores ikke er den nyeste Rally2-bil, skal vi gøre
vores til for at få et topresultat. Det kunne være fedt at ende
i top 3."
"De
mange tyske og hollandske hold betyder ikke noget pointmæssigt i
Dansk Super Rally, men det bliver sjovt at måle sig mod kørerne
fra de andre lande. Men vi går efter en sejr i Dansk Super Rally.
Vi stiller ikke op for at blive nummer to. Simon Vallentin ser jeg
som min største danske konkurrent, men vi skal blive bedste
danske hold," slår Kenneth Madsen fast.
"Selv
om det er et tysk løb, ligner det meget de danske løb. I
Cimbern, hvor vi kørte sidste år, drejer det meget mere, men her
er vejene som de danske med undtagelse af militærområdet
Steyerberg. Det er en 16 km lang hastighedsprøve, som skal køres
to gange. Det er den mest afgørende prøve. Du kan vinde eller
tabe løbet der."
Glad Sports mandskaber
Kenneth
Madsen (1989)
har kørt rally siden 2008, hvor han samme år blev kåret som årets
rallytalent. Han har vundet otte Danmarksmesterskaber, to sammen
med Mette Felthaus (1982), som han har kørt
sammen med siden 2016. I 2023 gjorde holdet rent bord i Dansk
Super Rally med seks generalsejre, et DM i Rally2-klassen og
Danmarksmesterskabet i Dansk Super Rally. Sammen kører de i en Peugeot
208 T16 R5, der har en fircylindret rækkemotor på 1.598 cm3 med
16-ventilet topstykke og turbolader. Den yder 280 hk, som fordeles
til alle fire trækkende hjul.
Jacob
Madsen (1995)
har kørt rally siden 2013, hvor han blev kåret som årets
rallytalent og har vundet fem Danmarksmesterskaber ligesom han
fire gange er blevet kåret som årets rallymandskab. Den ene af
disse kåringer og tre af DM-titlerne er erobret sammen med Line
Nedergaard (1995), der siden 2019 har været hans
co-driver. Makkerparret deltager i en Peugeot 208 Rallye4,
som har en trecylindret rækkemotor på 1.199 cm3 med
12-ventilet topstykke og turbolader. Motoren yder 208 hk, som
alene overføres til forhjulene.
|