Elbil med i klassisk rally
Oresund Rally viser fremtidens biler

Kan man stille op med en topmoderne elbil i et rally for klassiske biler? Oresund Rally har gjort det muligt. Og kort før anmeldelsesfristens udløb er den første elbil nu tilmeldt løbet.

Det er CUPRA Amager, der har tilmeldt en CUPRA Born elbil i løbets åbne klasse.


I Oresund Rally skal de yderst erfarne rallykørere, far og søn-mandskabet Jens Gandrup og Kristian Flensbak, køre denne CUPRA Born elbil anmeldt af CUPRA Amagers direktør Rolf Hillers.

”Vi vil vise, at en CUPRA Born elbil kan køre ud til et krævende motorløb, gennemføre det og køre hjem igen uden at lade undervejs,” siger direktør Rolf Hillers, CUPRA Amager.

CUPRA har motorsporten i sit DNA, og CUPRA Born er en dynamisk og sporty elbil med en rækkevidde på op til 548 kilometer.

CUPRAEN skal køres af et par yderst erfarne rallykørere, far og søn-mandskabet Jens Gandrup fra Odense og Kristian Flensbak fra Aarhus. Hver for sig har de kørt utallige rallyer med flotte resultater, og sammen har de præsteret at blive nr. 9 ud af 330 deltagende mandskaber i Rallye Monte-Carlo Historique, verdens længste og hårdeste rally for klassiske biler. Men kan far og søn også klare sig godt i en ny elbil?

”Vi er kommet for at vinde. Det er altid vores mål i et rally,” smiler Jens Gandrup.

Og Kristian Flensbak tilføjer: ”Jeg blev bedst placerede elbilkører sammen med en anden kører sidste år. I år vil jeg præstere det samme med min far.”

Løbsleder for Oresund Rally, Erik Andersen, Virum, mener: ”Fremtiden tilhører elbilerne. Derfor inviterer vi dem naturligvis med i Oresund Rally.”

Når starten til Oresund Rally går på lørdag kl. 10 i Roskilde, dyster elbilerne mod alle andre biler og mod hinanden, hvis flere dukker op til start. Oresund Rally er et pålidelighedsrally, hvor det gælder om mest præcist at holde en gennemsnitshastighed på ikke over 50 km/t. Kører man for hurtigt eller for langsomt får man strafpoint.

Hit Counter