Endnu
en elbil til Oresund Rally
Dansk/svensk
topteam i kinesisk bil
En time før
anmeldelsesfristens udløb tikkede der endnu en elbil-tilmelding
ind hos Oresund Rally.

Det meget erfarne
dansk/svenske rallymandskab Karsten M. Svensson fra Ringsted (th.)
og Hans Sylvan fra Stockholm skal i Oresund Rally på lørdag køre
denne Aiways U5 elbil anmeldt af Aiways i Danmark og Sverige
Det er de dansk/svenske
topkørere, Karsten M. Svensson fra Ringsted, og Hans Sylvan fra
Stockholm, der kommer til start i en Aiways U5 anmeldt af den
dansk/svenske Aiways-importør.
Teamet kører i en svensk
indregistreret bil, og straks efter at være kommet over Øresundsbroen
torsdag eftermiddag kørte de ud på træningstur på de midtsjællandske
veje, hvor løbet skal køres lørdag.
”Vi skal lære bilen at
kende, men i bund og grund stiller vi op med samme formål som
altid, nemlig at vinde,” siger Karsten M. Svensson, tidligere
danmarksmester i historisk hastighedsrally.
Codriver Hans Sylvan, der
blandt andet har kørt om VM i rally med den legendariske Stig
Blomqvist, mener: ”Jeg har tävlat i mange årtier, og målet
var altid at sejre. Det er det även denne gang, men vi skal også
ha’ det trevligt i Danmark, vi holder af at tävla her.”
Hos Aiways er PR- og
marketingchef Erik Morsing, ikke uden forventninger:
”En Aiways U5 blev
bedste elbil i Oresund Rally sidste år, og det vil vi gerne
gentage. Derudover vil vi også vise, at elbilerne har en plads i
motorsporten, og derfor er vi med i dette løb.”
I
forvejen er Jens Gandrup fra Odense og Kristian Flensbak fra
Aarhus tilmeldt i en CUPRA Born elbil. De har tidligere
topplaceringer fra Rallye Monte-Carlo Historique. De to elbiler
skal dyste mod 37 klassiske rallybiler.
Oresund Rally er et pålidelighedsrally
for klassiske biler, hvor det gælder om mest præcist at holde en
gennemsnitshastighed på ikke over 50 km/t. For hurtigt eller
langsomt giver strafpoint. Elbilerne er inviteret med som repræsentanter
for fremtidens biler.

Hans Sylvan, en
af Sveriges mest fremgangsrige codrivere gennem tiderne, mener:
”Elbilerne vinder mere og mere indpas i international
motorsport, nu skal vi även vise, hvad de kan i Norden,” og
Karsten M. Svensson, tidligere dansk mester i historisk
hastighedsrally, supplerer: ”Elbilerne har en plads i
motorsporten, og derfor er vi med i Oresund Rally.”
Svensson og Sylvan har startnummer 10 og starter ud præcis
kl. 10.10 på lørdag i Roskilde ved Teknisk Skole.
Løbets
hjemmeside med alle informationer:
www.oresundrally.org.
Noter:
Her
kan man se Oresund Rally! Tider for første bil, sidste bil 45
min. senere.
-
Kl.
10.00 Start ved Roskilde Tekniske Skole, Autoafdelingen,
Pulsen 2 i Roskilde
-
Kl.
10.50 Ved Byfest på Hovedgaden i Borup
-
Kl.
12.23 Ved Bjernede (Gyrstinge Skovkro)
-
Kl.
12.56 Pause hos Lysen Biler på Nørrevej 1 i Sorø
-
Kl.
14.10 Gennem Nordskov øst for Stenlille
-
Kl.
15.35 Vest for Højbjerg Skove
-
Kl.
17.07 Mål ved Roskilde Tekniske Skole, Autoafdelingen, Pulsen
2 i Roskilde
Hvorfor hedder det
Oresund Rally?
Fordi løbet somme tider går
rundt om Øresund, og derfor skriver vi hverken navnet med svensk
"Ö" eller dansk "Ø", men med det neutrale
"O". Man er dog velkommen til at udtale det Øresund
Rally.
Lille ordbog:
Pålidelighedsrally kaldes
Regularity rally på engelsk.
Oresund Rally er
organiseret af Dansk Rally Club, som er medlemsklub under Dansk
Automobil Sports Union, DASU, der igen er medlemsorganisation
under Danmarks Idrætsforbund, DIF, samt tilknyttet FIA
(Federation Internationale de l'Automobile), som også styrer
verdensmesterskaberne i rally og Formel 1. SONAX DASU Classic er
det officielle danmarksmesterskab i pålidelighedsrally med
klassiske biler fra før 1991. Nogle af deltagerne har tidligere været
fartkonger i hastighedsrally for 30-50 år siden. Andre er
klassiske bilentusiaster, hvor ægtepar og deres børn hygger sig
med at køre ad rette veje og med rette gennemsnitshastigheder i
deres klassiske biler. Sponsor for mesterskabet er SONAX.
Hvad
er Historisk pålidelighedsrally?
Historisk pålidelighedsrally
for klassiske biler er en form for slow-rally, hvor deltagerne
mest præcist skal overholde en gennemsnitshastighed, der ikke må
overstige 50 km/t. Passerer man en hemmelig tidskontrol for
tidligt eller for sent, får man tildelt strafpoint. Der køres
efter almindelige vejkort. Løbet foregår på offentlig vej, hvor
alle færdselsregler skal overholdes, og hvor almindelig trafik
også kører (hastighedsrally køres for fuld fart på afspærrede
veje).
Tidligere
vindere af Oresund Rally:
-
2011: Henning Jørstad
og Tine Hallre, Norge, Alpine Renault A110 fra 1977.
-
2012: Terje
Nilssen og Tore Fredriksen, Norge, Volvo 121 Amazon fra 1968.
-
2013: Lars og
Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
-
2014: Lars og
Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
-
2015: Erik og
Kim Bach Sørensen, Danmark, VW Scirocco GTI fra 1977.
-
2016: Lars og
Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
-
2017: Poul og
Egon Brøndum, Danmark, Toyota Starlet fra 1982.
-
2018: René og
Jørgen Skjøt, Danmark, Honda CRX fra 1986.
-
2020: Torben
Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf, Danmark, VW
Scirocco GTI fra 1985.
-
2021: Finn
Kristensen og Erik Rasmussen, Danmark, Ford Escort Mexico fra
1973.
-
2022: Agris
Stanevics og Uldis Hmielevskis, Letland, VAZ LADA 1500 fra
1977.
|