Dyst med klassiske sports- og racerbiler ved Ryegaard.

Lørdag d. 17. juni bliver der fart og nostalgi for alle pengene ved godset Ryegaard mellem Roskilde og Holbæk. Da afholdes nemlig Ryegaard Hill Climb, et motorløb alene for klassiske sports- og racerbiler op til 1990. Løbet tæller til HMS Hill Climb & Sprint Mesterskabet 2023 og vil tiltrække deltagere fra hele landet.


Ryegaard og Trudsholm Godsers Greve Johan Scheel (th) og løbets tilrettelægger Kenneth Jørgensen fra motorklubben ASKH, glæder sig til at sende mange fine klassiske sports- og racerbiler afsted lørdag d. 17/6.

Løbet afvikles som en hastighedsprøve med enkeltstart på 2.700 meter, der skal gennemkøres i alt 5 gange ad den buktede og bakkede Sonnerupvej. Starten foregår ud for godset Ryegaard som ligger på Munkholmvej 380, Kirke Såby. Samlingssted og serviceplads er ligeledes på Ryegaards område hvor der vil være aktivitet hele dagen fra omkring kl. 08:00. Der vil være gode parkeringsforhold på modsatte side af Munkholmvejen overfor Godset.

Arrangementet er kommet i stand i et tæt samarbejde mellem ASK Hedelands Motorklub, Historisk Motor Sport Danmark og Ryegaard og Trudsholm Godser ved Greve Johan Scheel.

Der køres Hill Climb andre steder i landet, men det er første gang at man afvikler et løb ved Ryegaard. Arrangørerne håber at løbet i 2023 kan være starten på en tilbagevendende begivenhed i området.

Der er fri entre til serviceplads og startområde, og der vil være mulighed for at købe mad og drikke på stedet. Instruktionerne fra løbets officials skal naturligvis respekteres så alle kan få en god og sikker oplevelse.

 

Hit Counter