IGEN DEN HURTIGSTE
Vandt for andet år i træk det legendariske KOMO rallysprint i Gammelrand
Simon
Vallentin var både flyvende og stærkt kørende i
KOMO Jubilæumssprint og lod ingen i tvivl om, hvem
der bestemte farten. Han er nu to år i træk
sluttet som totalvinder.
Simon Vallentin fra
Holbæk stod også i år på toppen af sejrspodiet
efter det sidste af dagens heat i det legendariske
rallysprint i Gammelrand ved Kalundborg. I fjor
vandt han i en lejet bil og lørdag gentog han
sejren i Vallentin Rallysports egen Hyundai i20N
Rally2.
Det skete efter en meget hektisk og tæt duel med
kompetente rivaler til sejren i dette års KOMO
Jubilæumssprint.
Simon Vallentin var hurtigst i alle dagens heat
inklusive det afsluttende røverheat med de fem
hurtigste blandt de 70 tilmeldte biler i dette års
KOMO Jubilæumssprint, der blev kørt i skiftende
vejr med sol, bølgende støvskyer og et par
regnbyger.
Kalundborgs borgmester Martin Damm lagde for dagens
sprint med en tur som co-driver hos Simon Vallentin
i dennes Hyundai i20N Rally2 og var tydeligt
imponeret efter oplevelsen.
NU GÆLDER
DET DSR
– Jeg er glad, meget glad for den sejr, for den
giver mig også noget at arbejde videre med. Jeg kørte
for at vinde igen i Gammelrand, og det lykkedes.
Dermed er vi klar til den næste udfordring, fastslog
Simon Vallentin efter at han sammen med co-driver
Peter Egholm til stor jubel blandt teamets 250 gæster
havde stået på sejrpodiet sammen med rivalerne,
Kenneth og Mette Felthaus på andenpladsen og Ib Kragh
og Bo Mølgaard Jensen på tredjepladsen.
– Nu stiller vi skarpt på Rally Jylland i august,
fjerde og næstsidste runde i Dansk Super Rally. Efter
at Hyundai motorsport i tirsdags fik ordnet
rallybilens gearkasse og spærredifferentiale i bagtøjet
slap vi af med problemet med understyring, så nu kører
bilen som jeg vil have det, tilføjede Simon
Vallentin.
Simon Vallentin
og Peter Egholm på toppen af sejrspodiet efter lørdagens hæsblæsende
jubilæumssprint i Gammelrand.
KOMPETENTE RIVALER
Allerede ved den indledende tidtagning til weekendens KOMO Jubilæumssprint
blev der lagt op til tæt duel, da Kenneth Madsen i Team Glad Sports
Peugeot 208 R5 var 0,3 sekund hurtigere end Simon Vallentin, men så
var det også slut.
Efterfølgende satte Simon Vallentin i samtlige heat dagens hurtigste
tider, og sluttede med en samlet tid på 8:01,5 og et forspring på
2,8 sekunder foran Kenneth Madsen og hele 13,4 sekunder foran Ib Kragh
i Hyndai i20N Rally2. Både Kenneth Madsen og Ib Kragh er flere gange
tidligere danske rallymestre, så det var ikke hvemsomhelst, Simon
Vallentin fik sat på plads for øjnene af dagens tusindtallige
publikum.
Efter jubilæumssprintet stiler Simon Vallentin sammen med Peter
Egholm og resten af Vallentin Rallysport efter at konsolidere føringen
i RC2-klassen i DM-sammenhæng og en forbedring af andenpladsen i den
samlede stilling i Dansk Super Rally 2023.
Team
Vallentin Rallysport samlet omkring dagens
totalvinder.
(Foto:
Morten Dam)