Far
og søn styrer stærkt i to vilde Volvoer
Heino
Mejer vil vinde Munkebjerg Hillclimb for syvende gang
Kurt Mejer på 75 og hans
søn Heino på 48 er en væsentlig faktor i rally og hillclimb. Når
Munkebjerg Hillclimb køres på næste søndag [den 13. august,
red.], så er Heino Mejer storfavorit til at vinde løbet for
syvende gang i sin Volvo 242 Turbo fra 1983. Og far Kurt vil i en
identisk bil kunne udbygge sin føring i hillclimbmesterskabet for
ægte historiske biler.
Publikum ser
beundrende til, mens Kurt Mejer kører sin historiske Volvo op ad
bjerget i sidste års udgave af Munkebjerg Hillclimb (foto:
Michael Eisenberg).
”Vores to biler er
bygget fuldstændig som de biler, Volvo-fabrikken kørte rally med
for mere end 40 år siden,” fortæller Kurt Mejer.
Det betyder, at der trækkes
fede, sorte streger i asfalten, når de to vilde Volvoer med hver
over 300 hestekræfter skydes afsted op ad Danmarks eneste ægte
bjergvej fra Vejle Fjord til Hotel Munkebjerg.
Kurt startede med rally i
1977 i en Volvo 142, og han har vundet det historiske mesterskab i
rally fem gange, men har ingen planer om at stoppe.
”Jeg har lige fået kørekortet
fornyet, så jeg bliver ved lidt endnu,” smiler han.
Heino
Mejer anses for en af landets absolut bedste rallykørere. Med sin
historiske Volvo 242 Turbo kørte han i flere år lige op med
landets bedste i topmoderne firehjulstrukne rallybiler. Det gjorde
ham til nr. 2 i Dansk Super Rally i 2017 og nr. 3 i 2018. Hertil
har han vundet det historiske rallymesterskab fire gange og
Munkebjerg Hillclimb seks gange.
Men hvad driver ham til at
køre så stærkt?
”Hvad enten jeg spiller
fodbold eller kort, kører gokart eller rally: Jeg vil vinde. Så
enkelt er det. I en bil er det fascinerende at mærke, når man er
på den yderste grænse, og bilen drifter. Så føler jeg: Nu har
jeg gjort hvad jeg kan,” siger Heino Mejer.
Munkebjerg Hillclimb byder
på en bred vifte af biler fra ca. 1930 frem til 1990. Det er
gratis for publikum at overvære løbet hele dagen, enten ved
starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen
eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel, og kommer
man i en klassisk bil, kan man parkere på hotellets
parkeringsplads tæt ved ryttergården. Desuden er der gratis
shuttlebus hele dagen mellem starten ved hotellet og startområdet
ved stranden.
Det bliver i
familien: Heino og Kurt Mejer er Danmarks bedste team i hillclimb,
hustruerne Linda og Anette styrer alt det praktiske lige fra en
kop kaffe til teamets økonomi (foto: Viggo Johansen).
Video:
Se Mads Nygaard fra Vejle
gennemkøre ruten i Munkebjerg Hillclimb i 2017 i sin Lotus Seven
S1 fra 1960. Hent videoen i Fuld HD HER
og læg den ud på din hjemmeside.
Noter:
Om
familien Mejer:
Tænk på Volvo, så tænker
man styrke, kvalitet og holdbarhed. De samme egenskaber har
familien Mejer, der i over 50 år har båret Volvos navn frem,
ikke kun som bilværksted med kunder fra hele i Østjylland, men
også i dansk motorsport.
Kurt Mejer fejrede for
nylig 50 års firmajubilæum med 300 gæster til reception, og
samtidig kunne Heino Mejer fejre 25 års jubilæum i firmaet. På
værkstedet kommer 90 % af kunderne i Volvo.
Kurts og Heinos hustruer
Anette og Linda er med til løbene som teamchefer, hvor de styrer
alt det praktiske fra en kop kaffe til sponsorforhandlinger og økonomi.
Familiens talentfulde
lillebror René kører også rally og hillclimb i en Volvo, i
dette tilfælde en 480 af den type, Kronprins Frederik fik foræret
til sin 18-års fødselsdag. René er dog forhindret i at deltage
i år, så nu er det op til Kurt og Heino at rydde præmiebordet i
Munkebjerg Hillclimb.
Om
Munkebjerg Hillclimb:
Munkebjerg Hillclimb er et
ægte hastighedsløb. Bilerne starter med et minuts mellemrum på
sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål
ved Munkebjerg Hotel. Man kører ruten fem gange, to gange træning
og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,7 kilometer med en række
krævende sving.
Der er gratis adgang for
publikum. Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede
ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved
Munkebjerg Hotel. Der køres hele dagen fra kl. 9-17. Gratis
shuttlebus hele dagen mellem starten ved hotellet og startområdet
ved stranden.
Om
historiske perioder:
I historisk motorsport
inddeler den internationale bilistorganisation FIA (Federation
Internationale de l'Automobile) bilerne i perioder, så man som
deltager konkurrerer med biler i samme tidsrum. Her er de
historiske perioder som bestemt af FIA:
-
A) Før 1905
-
B) 1905-1918
-
C) 1919-1930
-
D) 1931-1946
-
E) 1947-1961
-
F: 1962-1965
-
G1: 1966-1969
-
G2: 1970-1971
-
H1: 1972-1975
-
H2: 1976-1976
-
I: 1977-1981
-
J1: 1982-1985
-
J2: 1986-1990
Link:
Se mere om løbet på https://hms.dk/hill-climb
|