Bliv
en del af næste års rally i Juelsminde
Også
i 2024 skal der køres rally ikke bare i selve Juelsminde by, men
også flere steder på Juelsminde-halvøen. Det Juelsminde Sprint,
som så dagens lys i 2022, voksede sidste år til at blive anden
halvdel af et DM-rally, og næste års køb den 16.-17. august
kommer til at blive endnu større.
Rally
vender tilbage til Juelsminde, og arrangørgruppen inviterer
lokale foreninger til samarbejde (foto: Jokum Tord Larsen).
”Vi
har besluttet os for udelukkende at arrangere DM-rallyet på
Juelsminde-halvøen, men det kræver, at der er andre frivillige hænder
end dem fra rallyverden, som er klar til at give en hånd med,”
siger Ib Kragh, som har været primus motor bag de sidste
rallyarrangementer, som har været afviklet i lokalområdet. I
arrangørgruppen bag næste års løb indgår også Tina Brixen og
Erik Steen fra EC Sikring, som har bakket trofast op omkring de
tidligere udgaver af løbet, samt Jeannette Kvick, der udover at være
aktiv co-driver i sporten også medbringer erfaring med det
organisatoriske setup omkring danske rallyer.
”At
afvikle et DM-rally kræver mere end et felt af hurtige rallybiler
med deres mandskaber. Der skal også hjælp til omkring de
forskellige hastighedsprøver, som løbet bliver bygget op om,”
siger Jeannette Kvick.
”Vi
vil gerne lave nogle win-win-samarbejder med de lokale idrætsklubber
og borgerforeninger efter den model, jeg har oplevet som en stor
succes ved andre DM-rallyer i de seneste år. De lokale klubber og
foreninger kan hjælpe os med nogle af de praktiske opgaver op til
og under løbet, og så kan rallyet hjælpe foreningerne med at
tjene gode penge med boderne på forskellige hastighedsprøver.”
Arbejdsgruppen
bag næste års rally inviterer områdets idrætsklubber og
forskellige foreninger til et informationsmøde, hvor der vil
blive orienteret om løbet, men også om de muligheder,
foreningerne har for at kunne blive aktive i løbet. Informationsmødet
finder sted onsdag den 8. november klokken 19.00 på Hotel
Juelsminde Strand. Der serveres kaffe og kage, men af hensyn til
planlægningen ønskes forhåndstilmelding på 20 14 50 09.
|