Danskere
på fremmarch
De
danske hold rykker frem i Rallye Monte-Carlo Historique
Vejret siger ikke vinter,
og der er kun meget sporadisk is på bjergvejene, men de
tilbageblevne danske mandskaber i Rallye Monte-Carlo Historique
har alligevel forbedret deres placeringer under mandagens etape øst
for Valence.
”Vi har haft en meget
rolig dag, hvad der betyder, at alt har fungeret perfekt,” fortæller
Arne Pagh fra Strib, codriver for Lars Hindsgaul, Assens, i Fiat
128 Coupé. Dermed har de kørt sig frem fra nr. 15 til 11 i løbet,
hvor de som bedste danskere er 39 sekunder efter løbets førende,
belgierne Decremer og Hugo i Opel Ascona 400.
Kenneth Kruse Simonsen fra
Charlottenlund og Otto Kristensen fra Tune har også haft en god
dag og er rykket frem fra nr. 17 til 15. På en specialetape knækkede
speederkablet tre kilometer før mål, men da det gik stejlt ned
ad bakke hele vejen, kunne de køre i friløb og alligevel holde
tiden og reparere efter mål. De er stadig præcis 7 sekunder
efter Hindsgaul og Pagh.
Hans Kolby Hansen,
Skodsborg, og Jan Østergaard, Juelsminde, har fået styr på
triptælleren i deres Lancia Fulvia HF og er rykket 10 placeringer
frem fra nr. 65 til 55.
Arne Fasberg fra
Karlslunde og hans bror Bent Fasberg fra Tune døjer fortsat med
startmotoren i deres Hillman Avenger. ”Det er gået godt i dag på
specialetaperne, og starteren vil være repareret til i morgen,
men i dag har vi måttet skubbe bilen i gang, når vi skulle
starte,” siger Bent Fasberg. De er faldet lidt tilbage til en
placering som nr. 89.
Tage Gejl fra Silkeborg
nyder fremskridt dag for dag med sin irske kører Paul O’Kane i
Porsche 911. ”Det går bedre og bedre, og vi har fået styr på
samarbejdet. I dag blev vi nr. 15 på en af specialetaperne. Vores
mål er nu top 100,” siger Tage Gejl, og det lyder realistisk.
De har mandag kørt sig frem fra nr. 110 til 103.
Tirsdag byder Rallye
Monte-Carlo Historique på tre skrappe specialetaper i bjergene på
turen fra Valence til Monaco. Natten til onsdag skal deltagerne ud
på de to hårde natprøver i bjergene nord for Nice, inden løbet
slutter onsdag morgen på havnen i det lille fyrstendømme.
Billedtekster:
Lars
Hindsgaul og Arne Pagh.
Lars Hindsgaul fra Assens og
Arne Pagh fra Strib fortsætter de gode takter i bjergene og er
fortsat bedste danskere, nu som nr. 11 i deres Fiat 128 Coupé.
Her hygger de i en servicepause (foto: privat).
Kenneth
Kruse Simonsen og Otto Kristensen.
Kenneth Kruse Simonsen fra
Charlottenlund og Otto Kristensen fra Tune kører i fin stil deres
Lancia Fulvia HF 1.3 ind i et hårnålesving. De er nu nr. 15.
(foto: Mogens Reidl).
Hans
Kolby Hansen og Jan Østergaard.
Hans Kolby Hansen fra
Skodsborg og Jan Østergaard fra Juelsminde runder et skarpt hårnålesving
i deres Lancia Fulvia HF 1.6. De er nu nr. 55 (foto: Mogens
Reidl).
Arne og
Bent Fasberg.
Brødrene Arne og Bent
Fasberg fra Karlslunde og Tune har været plaget af
starterproblemer på deres Hillman Sunbeam Avenger, men ligger
stadig på en god position som nr. 89 (foto: Mogens Reidl).
Tage
Gejl og Paul O Kane.
Tage Gejl fra Silkeborg og
hans irske driver Paul O’Kane er nu begyndt at vise, hvad de
virkelig kan. I deres Porsche Carrera 3.0 har de kørt sig op til
en placering som nr. 103 (foto: Mogens Reidl).
|