Danske
Rallye Monte Carlo Historique deltagere fra TEAM FYNSKE BANK
DANMARK overtager de franske bjergveje efter første afdeling af
verdensmesterskabet i rally.
I den kommende weekend afvikles første afdeling om
verdensmesterskabet i rally med udgangspunkt fra Monaco. Selv om
der ikke er danske kørere med i det ”rigtige” Rallye Monte
Carlo, bliver det for rallyfolket spændende at se hvem der kan sætte
de hurtigste tider på hastighedsprøverne, når de nye
hybrid-rallybiler skal kæmpe om VM-pokalerne.
Set med danske øjne vil spændingen dog først stige i den efterfølgende
uge. Der stiller TEAM FYNSKE BANK DANMARK op med seks danske
deltagere i det 24. Rallye Monte Carlo Historiqe 2022 og en
deltager i det 5. Rallye Monte Carlo Classic 2022. Begge løb køres
på en del af de veje, som har været anvendt til første afdeling
af verdensmesterskabet i hastighedsrally.
Når det 24. Rallye Monte Carlo Historique 2022 starter fra Monaco
lørdag den 29. januar, har de danske deltagere forinden været på
lange tilkørselsetaper fra henholdsvis Bad Homburg i Tyskland og
Reims i Frankrig. Det klassiske rally starter i Valence i Frankrig
mandag den 31. januar.
Ægteparret Otto Kristensen og Britta Kruse fra Tune vandt Rallye
Monte Carlo Historique i 2002. Det blev startskuddet til at andre
danske hold fik øjnene op for dette fantastiske løb, som kører
over fire - fem dage, og typisk er på mellem 2.300 og 2.900 km.
De seneste år har 6-8 danske biler deltaget, og kørt flere
top-10 placeringer hjem. Senest vandt danske Henrik Bjerregaard
med sin tjekkiske co-driver, Mirek Svéc, det 23. Rallye Monte
Carlo Historique, som blev kørt i 2020. 2021-udgaven blev desværre
aflyst på grund af Covid19-pandemien.
Ideen til det oprindelige Rallye Monte Carlo opstod i 1909, i
Monaco. Præsidenten for "Association Sport Automobile Vélocipédique
Monégasque", Alexandre Noghès foreslog i 1909, at lave et
bil-løb, Rally Monte Carlo, der skulle forbinde et stort antal
europæiske byer. Herfra skulle konkurrenterne starte ud, for til
sidst at konkurrere på målstregen i Monaco.
I 1911 var alt klart, og det første rally fandt sted. I næsten
en uge blev starterne sat i gang i de 11 udvalgte byer. Der var
forskellige startdatoer og starttider, som var udregnet efter
afstanden og køretiden fra startbyen til Monaco. Fra Paris,
Bruxelles, Geneve, Wien, Berlin og seks andre byer, startede 23
biler ud på ruten. De forventede at klare en gennemsnitlig
hastighed på 10 km/t med indlagte stop, og med ankomster planlagt
til lørdag den 28. januar i Monaco.
16 biler nåede frem til Fyrstendømmet uden problemer. Efter at
have forladt Berlin den 21. januar, var tyske Von Eismark den første
der ankom, efter at have kørt 1.700 km med en gennemsnitlig
hastighed på 30 km/t.
Rallye Monte Carlo Historique så dagens lys i 1998, hvor det første
gang blev kørt. De gamle biler kører et rally som er en kopi af
det oprindelige Rallye Monte Carlo dog uden deciderede
hastighedsprøver. Man kører derimod undervejs ca. 450 km,
fordelt på 17 afmålte specialstrækninger, som skal køres med
en given gennemsnits hastighed på 50 km/t eller derunder.
50
km/t lyder ikke af ret meget, men når specialstrækningerne køres
på smalle bjergveje, ofte dækket af sne og is, kan det være nærmest
umuligt at overholde den opgivne og ofte skiftende
gennemsnitshastighed. Følgerne er ofte en del strafpoint, primært
på grund af forsinkelser.
Monte-bacillen angriber alle, som blot én gang har været med i
det lange og krævende historiske rally, som hvert år køres
omkring månedsskiftet januar/februar – altid en uge efter det
legendariske ”rigtige” VM-rally for de hurtige rallybiler,
Rallye Monte Carlo.
Finalen i Rallye Monte Carlo Historique er altafgørende, og har
mange gange ændret placeringerne efter de første kørte
specialstrækninger totalt. Efter at være ankommet til Monaco i løbet
af sidste-dagen, starter deltagerne atter ud fra Monaco ved
midnatstid på ”De lange knives nat”.
De historiske biler skal nu skal igennem de to mest berømte og krævende
specialstrækninger i løbet, inden de tidligt om morgenen
begynder at komme i mål igen i Monaco. Især turen over Col de
Turini er en kæmpe udfordring med sine ca. 50 km, som ofte er på
både sne- og is dækkede veje.
Hvad
er Rally Monte Carlo Historique?
Rally Monte
Carlo Historique er ca. 2.900 km, afhængig af hvilken af de tre
startbyer man starter i. Det består af tilkørselsetaper,
transportetaper og sekundetaper. Løbet køres i 2022 fra den 27.
januar, til og med natten til den 2. februar.
Rally Monte Carlo Historique afgøres på nøjagtig kørsel på de
indlagte sekundetaper. Der køres med en typisk gennemsnitsfart på
48 - 50 km/t. på sekundetaperne, som køres på de smalleste
kurvede bjergveje i Ardéche, Dromé, Provence, Haut Alpes syd for
Grenoble, for at slutte af i de høje Alper nord for Nice og
Monaco.
På hver sekundetape er der et antal hemmelige tidskontroller, som
indenfor en nøjagtighed på 1 meters afstand, via GPS registrerer
om man er på rette sted på rette tidspunkt. For hvert sekund man
enten for tidligt eller for sent passerer kontrollen, gives der 10
strafpoint.
Den deltager, som kommer i mål med færrest strafpoint, og dermed
har formået at gennemkøre de 17 specialstrækninger på
sammenlagt ca. 425 km, mest nøjagtigt, har vundet løbet.
Den forholdsvis høje nøjagtighed stiller store krav til både kørerens
og co-pilotens koncentrationsevne og samarbejde i de mange timer
der køres over de 5 døgn løbet varer. |