Fantastisk debut for Glad Sport

 

Det nye Glad Sport var i weekenden for første gang i aktion. På de hårde belgiske veje i Rallye de Hannut lærte Kenneth Madsen/Mette Felthaus og Jacob Madsen/Line Nedergaard ikke blot deres nye rallybiler at kende, men sikrede sig også topresultater.

 

En general andenplads blev resultatet for Kenneth Madsen og Mette Felthaus i Rallye de Hannut. Foto: Jérôme Deskeuvre.

 

Der var mere end 130 mandskaber tilmeldt weekendens Rallye de Hannut, og selv om rally på de specielle belgiske veje var nyt for mandskaberne, lykkedes det Glad Sport at få begge hold i top 5 i rallyet.

 

Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) sikrede sig med deres Peugeot 208 T16 R5 en generel andenplads kun overgået af et mandskab, der startede i en VM-bil, mens Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) tog sejren i Rally4-klassen i deres Peugeot 208 Rally4 og blev nummer fem generelt. Som bedste hold i en tohjulstrækker og foran mere end et dusin firhjulstrækkere.

 

"Jeg er meget tilfreds med resultatet," siger Jacob Madsen. "At ende så langt fremme i feltet foran firhjulstrækkere, Porscher og store BMW'er havde jeg ikke regnet med."

 

Selv om det endte med sejre og pokaler, var Rallye de Hannut egentlig tiltænkt som et testløb for Glad Sport, så mandskaberne kunne lære deres nye rallybiler at kende.

 

"Selve rallyet foregik søndag, men vi havde en testdag fredag, hvor vi vel nåede at gennemkøre den samme hastighedsprøve 10-12 gange," fortæller Kenneth Madsen. "Her afprøvede vi en masse og fik gjort alt det grove arbejde med f.eks. at finde frem til de rigtige fjedre til løbet, og så gjaldt det bare om finpudsning under selve løbet. Her havde vi blot fem 20 minutters-servicepauser, så der var kun plads til at justere på krængningsstabilisatorer og støddæmpere."

 

"Min nye Peugeot 208 T16 R5 er meget rolig i forhold til de andre rallybiler, jeg har prøvet, og nu har vi i hvert fald et setup, som kan køre på ujævne veje som dem i Belgien. Men der er også noget, jeg selv skal arbejde med. Det er mine bremsepunkter. Bilen bremser rigtig godt, og jeg skal lære, at jeg kan bremse senere. Jeg flyttede mig i løbet af dagen, men det er ikke helt perfekt endnu."

 

For Jacob Madsen bød Rallye de Hannut også på mødet med en ny rallybil.

 

Klassesejr, bedste hold i en tohjulstrukket bil og nummer fem generelt. Det var facit for Jacob Madsen og Line Nedergaard i Rallye de Hannut. Foto: Jérôme Deskeuvre.

 

"Jeg var ikke helt tilfreds med bilen til at starte med under testen," siger han. "Men det hang måske også sammen med de belgiske veje, hvor det kneb med at få greb. Det var meget glat – lidt som i Wikinger Rallye på en tidlig forårsdag, hvor der masser af støv, og hvor det bare gælder om at holde sig i det spor, der er blevet kørt op."

"Bilen var alt for hård på vejene, når der ikke var mere greb. Det kan være, at vi skal have fundet et andet setup, for vi har nok lidt mere greb på vejene herhjemme end de betonveje og brostensveje, som vi kørte på. Men det var godt at få testet af, så vi har et udgangspunkt at arbejde videre ud fra."

Netop underlaget kostede for to de mandskaber. Hver beskadigede eller ødelagde de to fælge på deres rallybiler.

 

"Vi havde to hjulskift efter at have beskadiget to fælge," fortæller Mette Felthaus. "Efter hver hastighedsprøve checkede Kenneth dæktryk, og da et af dækkene så ud til at tabe luft, skulle vi bare have skiftet hjul. Selv om Peugeoten er ny for, ved vi, hvad vi skal lave. Kenneth klarer donkraften, mens jeg henter og bringer. Det er fordelingen."

 

Men som co-driver havde Mette Felthaus alligevel behov for at få foretaget ændringer i den nye rallybil.

 

"Selv om jeg sidder og kikker på mine noter kunne jeg under de mange testkørsler fredag konstatere, at jeg havde svært ved at se ud af forruden," siger hun. "Jeg skulle virkelig strække hals og de hurtige sving var svære at fornemme. Til løbet fik vi så hævet mit sæde, og så var det problem løst."

 

"Efter seks år kender Kenneth og jeg hinanden, men alligevel var det fedt at starte på et løb, hvor han ikke kendte vejene, og hvor han skal bruge mig og skulle høre efter."

 

For Line Nedergaard var Glad Sports Peugeot 208 Rallye4 ikke det eneste nye.

 

"Rallye de Hannut var mit første udenlandsløb, og det er bestemt noget, jeg gerne vil opleve igen," siger hun. "Man var virkelig 'på' som deltager. Det er vi nu også til DM-løbene herhjemme, men de pauser, vi havde, var ikke særligt lange, og efter 15 hastighedsprøver kunne man godt mærke trætheden sidst på dagen."

 

Den nye rallybil var også en anderledes oplevelse for hende.

 

"Den kører rigtig godt, og den er mere stiv, så for mit vedkommende er det svært at mærke bevægelserne i den," siger Line Nedergaard. "Bilen er med turbo. Det har jeg ikke prøvet før, men man bliver nemmere fartblind i den, fordi man kommer så hurtigt fra start og ud af svingene. Men til næste løb skal jeg også lige have hævet mit sæde lidt."

 

"Og så prøvede Jacob og jeg også noget nyt. Et hjulskifte mellem to prøver. Vi fik en besked fra Kenneth om, at han og Mette havde måttet skifte hjul, og så tog Jacob et check på bilen. Og selv om vi ikke havde prøvet det før, så klarede vi det på de syv minutter, vi havde til det."

 

 

Hit Counter