Marco
Gersager: "Vi skal være med helt fremme"
På
lørdag starter kampen om titlerne i Dansk Super Rally. På de
vestsjællandske veje afvikles Slagelse Rally som årets første
DM-rally, og her ruller Marco Gersager og Carina Møller ud med
startnummer fire på siden af deres Skoda Fabia R5.
Carina
Møller og Marco Gersager er klar til lørdagens sæsonpremiere
(foto: Jokum Tord Larsen).
"Ud
fra den deltagerliste, som foreligger, skulle vi gerne være med
helt fremme og mindst slutte i top 3," siger Marco Gersager.
"Men det er jo årets første løb, og selv om flere af os
har testet, har vi jo ikke været i direkte konkurrence
endnu."
Slagelse
Rally består af fem hastighedsprøver, der alle skal gennemkøres
to gange. Lørdag formiddag køres der syd for Slagelse, lørdag
eftermiddag nord og nordøst for byen.
"Vi
har efterhånden kørt mange gange i området, og selv om vi ikke
har fået nogle informationer om hastighedsprøverne endnu, tror
jeg, at vi er nogenlunde bekendt med vejene," siger Marco
Gersager. "Der plejer at være nogle krævende elementer, men
også nogle passager, hvor det går ligeud."
Selv
om GM Motorsports setup på mange måder ligner sidste års, er
der sket en række forandringer.
"Vi
kommer med et komplet nyt design på både rallybilen og
lastvognen. Alt har fået en tur, og det bliver første gang, vi
viser det frem for publikum," siger Marco Gersager. "Vi
har også udvidet vores serviceteam med nogle ekstra hænder, så
vi kan få mere ro på de opgaver, som skal gennemføres i de ofte
hektiske servicepauser."
Rallybilen
er fortsat Skoda Fabia R5'eren fra sidste sæson.
"Jeg
havde egentlig solgt den, men heldigvis med en klausul om, at
handlen var betinget af, at jeg kunne få fat på en ny. Det kunne
jeg ikke, så jeg måtte annullere handlen. Det var underligt, for
det har jeg aldrig prøvet før," indrømmer Marco Gersager.
"Men
selv om det er samme rallybil, har den fået al den kærlighed og
alle de opdateringer, den har kunnet få fra Skoda Motorsport, så
den vil bestemt være konkurrencedygtig."
|