Åbent brev til

DASU’s rallyudvalg
Løbsledere ved DM-rallyer
Prøvechefer og startere ved DM-rallyer

 

Siden jeg startede med rally i 1982, er der sket meget med rallybilerne, specielt når de skal starte på en prøve. I min første Ford Escort skulle jeg bare starte motoren, gasse op, og så kunne starteren hurtigt tælle ned fra 5 og sende os afsted. I de moderne rallybiler – specielt Rally2- og Rally4-bilerne med turbomotorer og diverse elektronik – er der en længere procedure, vi som kørere skal igennem med tryk på knapper i en bestemt rækkefølge, inden vi er klar til at starte på prøven. Den procedure tager op til 10 sekunder, inden der kan tælles ned fra 5.

Jeg har en bøn og en opfordring til alle de frivillige officials, som er med til at starte os deltagere på rundbanerne.

1)      Hav som hidtil en forpost, der melder ind til starteren, men sørg for, at der fra forpostens placering til startstedet er minimum 10 sekunders højfartkørsel.

2)      Når forposten melder til starteren om et mandskab, der er på vej og ved at afslutte en omgang på rundbanen, giver starteren et signal til det ventende mandskab ved startstedet om at forberede sig.

3)      Det ventede mandskab sætter gang i startproceduren for deres bil.

4)      I det øjeblik, hvor mandskabet, der har afsluttet en omgang, passerer startstedet, starter nedtællingsuret (det ventende mandskab er forberedt på dette).

5)      Skulle der på rundbanen være to mandskaber, som ligger tæt, får starteren som hidtil melding om dette, men signalerer til det ventende mandskab om, at der nærmer sig to mandskaber. Det ventende mandskab kan så tage bestik af det og begynde sin forberedelse på ny.

 

Herved opnår vi:

·         at de startende deltagere får den forberedelsestid, som deres biler kræver;

·         at der kun sendes langsommere mandskaber ud lige efter hurtigere mandskaber (idet startrækkefølgen er baseret på seedningslisten);

·         at mandskabet, der begynder sin anden eller tredje omgang på rundbanen og derfor har varme dæk, ikke kommer til at ligge lige bag et mandskab med kolde dæk, som derfor vil være langsommere;

·         at et mandskab bliver sendt afsted i en bil, hvor hele startproduceduren ikke er blevet gennemført, og hvor bilen på den første del af prøven kører langsommere end normalt;

·         at reducere antallet af overhalinger på en rundbane.

 

Det kan godt være, der kommer til at skulle bruges nogle minutter mere på afviklingen af en prøve på en rundbane, men vi har vores parc fermé-zoner, hvor det kan udlignes.

Ib Kragh

 

Hit Counter