Ib
Kragh: "Vi har lært en masse"
Ib
Kragh og Ditte Kammersgaard kørte i weekenden deres andet løb
i den Hyundai i20N Rally2, som IK Motorsport har lejet hos
et italiensk team. Ved Anderup El Rally på Vestfyn blev det
til en fjerdeplads, men endnu vigtigere fik teamet høstet
ny erfaring med modellen, inden man i næste måned modtager
sit eget eksemplar.
"Vores
første løb omkring Slagelse bestod af nogle forholdsvis
flade hastighedsprøver, men her var det meget mere ujævnt,"
siger Ib Kragh. "Jeg havde ikke prøvet bilen på sådanne
veje før og slet ikke kørt på grus med den. Men det
fungerede fint."
"Vi
har lært en masse, og vi fik prøvet forskellige
indstillinger på bilen. Ligesom ved DM-premieren havde vi
også en tekniker tilknyttet fra Hyundai Motorsport, men det
var ikke den samme som sidste gang. Denne her tekniker gik
meget op i dæktryk og sporing af bilen, og det var lærerigt."
"Teknikeren kørte også selv hastighedsprøverne
igennem, og sammen med mine servicefolk fandt de frem til de
rette indstillinger af undervognen. Ved løbet i Slagelse
kunne bilen godt være urolig under nedbremsninger, men det
problem havde de fået løst i fællesskab."
Noget
af det, Ib Kragh selv lærte under lørdagens DM-rally, var
detaljerne omkring bilens elektronik.
"Det
var første gang, vi kørte i bilen på grus, og her kunne
jeg ikke få den til at skifte gear uden at bruge
koblingen," fortæller han. "Der er så meget
teknik i denne her bil, og hver gang man tager tændingen,
nulstiller man startprogrammet. Så skal man vælge et af de
fem forskellige startprogrammer for at finde det, der passer
til løst underlag. Det problem havde vi ikke ved løbet i
Slagelse, hvor vi udelukkende kørte på asfalt."
Udover flere hastighedsprøver med grus bød Anderup El
Rally også på kuperede veje.
"Det
var et løb med virkelig spændende og udfordrende
hastighedsprøver. Da vi kørte power stagen første gang,
landede jeg så hårdt, at bilen slog bunden i. Jeg fik med
det samme en knaldende hovedpine, som jeg døjede med resten
af dagen," fortæller Ib Kragh.
"Da
vi så skulle køre prøven anden gang, sagde jeg til mig
selv, at nu skulle det være. Og det gav pote, for her var
vi næsthurtigst, kun halvandet sekund efter Kenneth Madsen
og Mette Felthaus. Vi slog både Michael Sørensen og Marco
Gersager på prøven, så vi ligger i den rigtige ende.
Ditte og jeg sluttede som firer, men vi ville gerne have være
treere."
www.ikrally.dk