Kan elbiler deltage i et rally for klassiske biler?

Nyt fra Oresund Rally

Er der elbiler med i et rally for klassiske biler???

Ja, det er der. I hvert fald i Oresund Rally 2022. I et klassisk rally er der altid en såkaldt "Åben klasse," hvor alle kan være med uanset bil. Sædvanligvis kommer der ingen. Men i år kan vi præsentere to-tre elbiler.

De to første udgaver af Oresund Rally i 2011 og 2012 fungerede som eksponeringsplatform for elbiler, men det var "early days" for elbilerne dengang. NU er elbilerne imidlertid en realitet i trafikken, og derfor skal de også være en del af motorsporten.

Topnavne kommer til start i elbiler i Oresund Rally.  

 
Jens Pedersen og Troels Lund passerer Munkholmbroen i deres Porsche 911 SC under Oresund Rally i 2015. I år kommer broen atter i centrum, når klassiske rallybiler i Oresund Rally passerer broen den 11. juni, mens cykelrytterne i Tour de France Grand Départ Copenhagen 2022 kører over broen nøjagtig tre uger senere, den 2. juli.

 

Hvad har Oresund Rally og Tour de France med hinanden at gøre?
Nærmest intet. Men vi benytter de samme veje. Oresund Rally køres på nogle af de samme veje lørdag den 11. juni, som Tour de France Grand Départ Copenhagen 2022 afvikles på nøjagtig tre uger senere, når 2. etape køres lørdag den 2. juli. Det gælder vejen mellem Gevninge og Lejre og vejen hen over Munkholmbroen.

 

Tidsplan med gode locations for foto og video:
Her er vores tidsplan lørdag den 11. juni – den gælder første bil; bilerne starter med et minut mellem hver, sidste bil ca. 50 minutter senere:

08.00 - 10.00: 
Teknisk kontrol hos Scandic Roskilde Park (P-plads på grus bag hotellet). .

10.00: 
Første bil starter fra TK 1 Scandic Roskilde Park. Vi forventer at en kendt lokal eller regional politiker starter løbet. 

10.11: 
Vejen lige øst, nord og vest for Kattinge Sø (vest for Roskilde). Særdeles gode foto- og videomuligheder.

10.30: 
Vejen mellem Lejre og Gevninge. Tour de France Grand Départ Copenhagen 2022 passerer her i samme retning tre uger senere.

11.33: 
TK 2 Munkholm ind. Det er ved Munkholm Kiosken ca. 2 km nordvest for Munkholmbroen. Pause: 10 min.  .

11.43: 
TK 2 Munkholm ud.

11.45: 
Passage af Munkholmbroen mod øst. Tour de France Grand Départ Copenhagen 2022 passerer her i modsat retning tre uger senere.  Ekstremt gode foto- og videomuligheder fra TK 2 Munkholm og hertil, fx fra bagved kørende følgebil

13.01: 
TK 3 Kirke Hvalsø ind. Hvalsøhallen på Skolevej. Pause: 45 min.  .

13.46: 
TK 3 Kirke Hvalsø ud.

14.06: 
Hjørnet Svalmstrupvej/Oldenvej nordvest for Valsølille. Deltagerne kommer to gange fra syd. Foto- og videomuligheder.

15.15: 
TK 4 Kudskehuset ind. Lige nord for Skjoldenæsholm. Pause: 20 min.  .

15.35: 
TK 4 Kudskehuset ud.

16.33: 
Damgårdsvej ved passage af Langvad Å (nordøst for Viby Sj.). Foto- og videomuligheder

17.07: 
TK 5 Scandic Roskilde. Mål.  .

 

Her er de vigtigste facts:
Oresund Rally er tællende som

·         3. afdeling af SONAX DASU Classic (det danske mesterskab i pålidelighedsrally)

·         2. afd. af NEZ-mesterskabet for landene Estland, Letland, Litauen, Finland, Sverige, Norge, Island og Danmark (NEZ - North European Zone Historic Regularity Rally Championship).

·         Desuden er Oresund Rally udtaget som kvalifikationsløb til FIA Trophy for Historic Regularity Rallies.

·         Og vi har en turistklasse for deltagere, der aldrig har prøvet et ægte rally. Nu får de chancen – helt uden at få skrammer på bilen eller stoltheden. Der er fine historier her også.

·         Vi kører blandt andet på veje, hvor Tour de France Grand Départ Copenhagen 2022 passerer tre uger senere.

 

Noter:
Se alt om Oresund Rally her: http://www.oresundrally.org/

Lille ordbog: Pålidelighedsrally kaldes Regularity rally på engelsk.

Hvorfor hedder det Oresund Rally? Fordi løbet somme tider går rundt om Øresund, og derfor skriver vi hverken navnet med svensk "Ö" eller dansk "Ø", men med det neutrale "O". Man er dog velkommen til at udtale det Øresund Rally.

Oresund Rally er organiseret af Dansk Rally Club, som er medlemsklub under Dansk Automobil Sports Union, DASU, der igen er medlemsorganisation under Danmarks Idrætsforbund, DIF, samt tilknyttet FIA (Federation Internationale de l'Automobile), som også styrer verdensmesterskaberne i rally og Formel 1.

SONAX DASU Classic er det officielle danmarksmesterskab i pålidelighedsrally med klassiske biler fra før 1991. Nogle af deltagerne har tidligere været fartkonger i hastighedsrally for 30-50 år siden. Andre er klassiske bilentusiaster, hvor ægtepar og deres børn hygger sig med at køre ad rette veje og med rette gennemsnitshastigheder i deres klassiske biler. Sponsor for mesterskabet er SONAX.

Hvad er Historisk pålidelighedsrally?
Historisk pålidelighedsløb for klassiske biler er en form for slow-rally, hvor deltagerne mest præcist skal overholde en gennemsnitshastighed, der ikke må overstige 50 km/t. Passerer man en hemmelig tidskontrol for tidligt eller for sent, får man tildelt strafpoint. Der køres efter almindelige vejkort. Løbet foregår på offentlig vej, hvor alle færdselsregler skal overholdes, og hvor almindelig trafik også kører (hastighedsrally køres for fuld fart på afspærrede veje).

Tidligere vindere af Oresund Rally: 

  • 2011: Henning Jørstad og Tine Hallre, Norge, Alpine Renault A110 fra 1977.

  • 2012: Terje Nilssen og Tore Fredriksen, Norge, Volvo 121 Amazon fra 1968.

  • 2013: Lars og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.

  • 2014: Lars og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.

  • 2015: Erik og Kim Bach Sørensen, Danmark, VW Scirocco GTI fra 1977.

  • 2016: Lars og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.

  • 2017: Poul og Egon Brøndum, Danmark, Toyota Starlet fra 1982.

  • 2018: René og Jørgen Skjøt, Danmark, Honda CRX fra 1986.

  • 2020: Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf, Danmark, VW Scirocco GTL fra 1985.

  • 2021: Finn Kristensen og Erik Rasmussen, Danmark, Ford Escort Mexico fra 1973.

 

 

Hit Counter