Årets motorsportspriser uddeles lørdag
Lørdag den 19. januar står i motorsportens tegn, når Dansk Motorsport Award finder sted.

 Bo Skovfoged

Det sker i Docken i Københavns Nordhavn, hvor atleter fra både fire- og tohjulet motorsport hyldes for deres bedrifter i 2018.

På aftenen uddeles DASUs fornemmeste pris, Årets bilsportskører. HKH Prins Joachim, der som bekendt selv er aktiv inden for motorsporten og medlem af det internationale forbund FIA’s kommission for historisk motorsport, overrækker prisen.

Sædvanen tro skal en række yngre kørere også i rampelyset og modtage hæder som årets talent inden for deres sport. Også en række publikumspriser bliver uddelt på aftenen. Op til showet har alle kunnet stemme på aktive motorsportsudøvere i forskellige kategorier. 

Dansk Motorsport Award begynder lørdag den 19. klokken 19.00 og kan følges live på showets Facebookside her. Udsendelsen vises efterfølgende på TV3 Sport. Værter er Nicolas Kiesa og Peter Palshøj.


Foto fra Dansk Motorsport 2018 af Michael Ewert

 

Se listen af tidligere vindere af prisen Årets bilsportskører her.