Det lykkedes

Danske Mestre 2019

I lørdags deltog Chris og Nadia i 6. og sidste afdeling af det Danske Mesterskab i Rally. Før løbet lå det unge par på en samlet 1. plads i klassen for gruppe E biler, og førte med 16 point til nr. 2. Der var 30 point at køre om, så de skulle køre sikkert men alligevel ikke for langsomt, for de skulle blive minimum nr. 3 i dagens løb for at blive Danske Mestre.

Vejrudsigten var ikke god, der var lovet masser af regn, og det havde regnet voldsomt i dagene op til løbet. Nu er Chris så ikke bange for regnvejr, og har altid vist stor fart i den slags føre. Teamet havde sikret sig lidt ved at anskaffe et sæt nye regndæk så vejret ikke skulle kunne overrumple os. Der skulle køres 8 prøver i området omkring Haderslev. Fredag aften kom løbsledelsen med en melding, om at de måtte aflyse 2 af prøverne, da de simpelthen var skyllet væk, og ikke var til at køre på. Så nu var der ”kun” 6 prøver.

 

Første prøve var en 18 km lang prøve, som ligesom resten af prøverne var fedtede og der stod masser af vand i de fleste sving. Chris og resten af teamet overvejede længe hvilke dæk som de skulle køre ud på. Det var tørvejr lige før de skulle afsted, og YR lovede tørvejr resten af dagen, men DMI varslede regnvejr. Chris endte med at vælge fulwet regndæk bagpå, og et sæt skåret slicks foran i en meget blød compound. Det så efter prøve 1 rigtig godt ud, Chris og Nadia var hurtigste bil i klassen med 9 sek. til nr. 2. Tegnede godt. De næste to prøver kneb det lidt med farten, og Chris satte samlet 6 sek. til i forhold til nr. 2. Men de kunne nu køre ind til service vel vidende, at de lå på en samlet 1. plads i klassen med 3. sek. til nr. 2.

I servicepausen blev bilen gået seriøst efter, og en fejl på den ene støddæmper foran blev rettet, ruderne blev pudset, og bilen fik lige en hurtig vask så vores uundværlige sponsorer kunne ses, og så var de klar til de sidste tre prøver.

Konkurrenterne øgede tempoet efter pausen, lidt mere end Chris og Nadia som ubevidst nok valgte at køre lidt sikkert. De taber lidt tid på prøve 4 til nærmeste konkurrent, har god fart på igen på prøve 5. På sidste prøve taber de en del tid, og forklaringen fik vi først da de kom i mål. De havde en punktering på højre baghjul midt på prøven, så de kunne ikke køre det tempo de ellers ville have gjort og måtte humpe i mål. De kommer i mål som nr. 2 i dagens løb, med et tidstap til nr. 1 på 21 sek, de fleste tabte de grundet punkteringen.

Det vigtigste var helt klart, at de nu kan kalde sig Danske Mestre i gruppe E.

Hold k… teamchefen er stolt, for efter en sæson hvor 2 af teamets 3 biler har rullet med en uhyggelig masse timer på værkstedet til følge, så er det noget af en forløsning, at stå og se Chris og Nadia få hængt Guld medaljerne om halsen.

 De kan ud over at kalde sig Danske Mestre, også kalde sig Mini RallySyd Mestre, Yokohama Mestre Øst og Yokohama Mestre Vest. De gjorde rent bord i år, og tog de 4 mesterskaber som der var at køre om.

 

ET STORT TILLYKKE TIL CHRIS OG NADIA fra hele teamet og en lige så STOR TAK TIL ALLE SPONSORER, uden jer var det ikke lykkedes.

Teamets uundværlige sponsorer 

Selandia Automobiler A/S
El HUSET Glumsø ApS
ACI - ENERGI Aps

Au2vest
Gitte's Skiltecenter
KK Autoteknik
Dansk Specialtransport v/Rørby Johansen A/S
Revisions-Centret
GC Maskinværksted
Slangespecialisten
Nyt Syn Jesper's Optik
DMACK Danmark
Rallysound.eu
Dansk Elektro Værk Aps

Hit Counter