Boisen Motorsport ser fremad

Rallysæsonen 2019 går mod den afsluttende fase og Boisen Motorsport er selvfølgelig klar til at kæmpe og vise flaget til årets sidste to afdelinger af DM-serien. Det har indtil videre været en virkelig god sæson for både Kim Boisen og Louise Bang Christiansen i deres BMW E82 M1 samt Martin Johansen og Finn Thomsen i deres Mitsubishi Lancer Evo 9. Derfor er begge hold også fortrøstningsfulde når næstsidste DM-afdeling afvikles lørdag den 21. september i Roskilde.

Kim og Louise fører deres DM-klasse komfortabelt og har ikke samme pres på sig som deres konkurrenter. Men det er en meget farlig disciplin som Kim Boisen siger: ”Rigtig mange kørere har haft et mesterskab indenfor rækkevidde og har allerede lavet plads i pokalskabet til mesterskabspokalen og så går det galt. Derfor vil vi køre som vi plejer: fuld gas fra start, men uden at tage unødvendige chancer” smiler Kim. 


Kim og Louise vil køre med fuld attack fra start og så se hvad der sker.

Martin og Finn har kørt en vis ting ud af bukserne i deres Mitsubishi EVO 9 og hele tiden været lige bagved fabriksbilerne, dog uden af kunne nå dem. ”Vi må erkende, at vores bil er en meget hurtig standardbil, der kan være med i top 6. Men den kan ikke følge en bil, der er bygget til rally fra fabrikken” siger Martin Johansen. ”Bilen er dog så hurtig og stabil, at vi er klar til at rykke, hvis en af de forreste laver en fejl – de har bare alle været utrolig stabile i år” slutter Martin.

Boisen Motorsport er allerede begyndt at se fremad mod 2020 og teamet har i den forgangne uge haft et sponsorarrangement hos Strøjer Tegl, hvor fremtidsplanerne blev fremlagt for nuværende og forhåbentlig kommende sponsorer.


Jørgen Strøjer gav Boisen Motorsports gæster en uforglemmelig aften

”Vi havde en særdeles god aften, hvor vi havde mulighed for at orientere om vores indeværende sæson og vores ambitioner for fremtiden” siger Finn Thomsen. Strøjer Tegl og Strøjer Samlingen danner nogle helt unikke rammer for denne type arrangementer og Strøjer Samlingen, med Jørgen Strøjer i spidsen, gav en helt særlig oplevelse og vi håber, at alle vores gæster havde en god aften.

Lørdagens 5. afdeling af DM i rally bliver afviklet med rallycentrum omkring Dyrskuepladsen i Roskilde og med prøver bl.a. på Dyrskuepladsen. Læs mere på løbets hjemmeside: http://rallyroskilde.dk/deltagerinfo-dm-rally/

 

Finn Thomsen

Hit Counter