Sølvvinderen Rasmus Sørensen skifter til Suzuki

En af Suzuki Motorsports værste konkurrenter i den forgangne sæsons kamp om Danmarksmesterskabet i rally bliver i år en del af teamet. Det er sidste års sølvvindere Rasmus Sørensen/Peter Egholm (Ølstykke/Kirke Hyllinge), der i år skal køre den Suzuki Swift Maxi 1600, som Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) bl.a. kørte til sejr i Yokohama-mesterskabet.

”Jeg skal en tand højere op på podiet, end vi var sidste år, og det bliver bestemt også muligt med den bil,” siger Rasmus Sørensen, der vandt to af seks løb i Tunet National-klassen i en bil, som en sponsor havde stillet rådighed for ham. ”Min sponsor ville gerne sælge bilen, så jeg tog kontakt til Anders Lysen fra Suzuki Motorsport for at høre om mulighederne for et samarbejde.”

”Rasmus er en af de seneste sæsoners mest lovende unge kørere, som vi kender godt fra sidste års konkurrencer, hvor vi kæmpede mod ham,” siger teamchef Anders Lysen. ”Men det er nu ikke for at eliminere en konkurrent, at vi har inviteret Rasmus til at blive en del af Suzuki Motorsport. Det er, fordi vi tror på, at han med det rette grej kan komme længere frem i feltet.”

I forhold til de seneste sæsoner bliver det en motormæssigt mindre bil, Rasmus Sørensen/Peter Egholm, skal deltage med, men det vurderer køreren ikke som nogen ulempe.

”Jeg mener ikke, at det bliver et problem at skulle køre i en 1,6 liters bil i stedet for de to-liters biler, jeg hidtil har kørt,” siger nordsjællænderen, som har indgået i DASU’s talentudviklingsarbejde. ”Jeg har farten, så jeg vil bedre kunne udnytte Swiften. Den har selvfølgelig ikke så mange heste som mine tidligere biler, men til gengæld er den meget nyere, så den styrer meget bedre end det, jeg har hidtil har prøvet.”

Rasmus Sørensen har haft lejlighed til at prøve bilen, inden arbejdet med klargøringen af Swiften til den kommende sæson gik i gang.

”Jeg var med en dag på Sturup Raceway, hvor jeg først sad ved siden af Anders, inden jeg selv prøvede bilen. Bilen skal køres på en anden måde, men den er nemmere at håndtere,” siger Rasmus Sørensen, der for første gang skal kæmpe mod ikke bare en, men hele to teamkammerater. Suzuki Motorsports Kenneth Madsen/Carina V. Møller (Dianalund/ Helsingør) og Jesper Bisted/Arne Pagh (Horsens/Middelfart) starter nemlig også i Tunet National.

”Kenneth bliver absolut en konkurrent med to-liters bilen, og hvis der ikke er andre, som gør det, så bliver han nok den værste. Det bliver spændende at se, hvem der får mest ud af det,” slutter Rasmus Sørensen.