Unge kørere starter for
Suzuki Motorsport i 2012
Suzuki Motorsport udvider kraftigt op til den kommende sæson. Nye mandskaber er kommet til teamet, der satser på dansk rallysport, og senest er det hold med to lovende, unge kørere, som er kommet ind under teamets vinger. Det er dels Kasper Rasmussen/Carsten Rasmussen (Jyllinge/Jyllinge), dels Thomas Andersen/Celine Arp (Brøndby/Kastrup).
”Sammen med min far skal jeg deltage i hele DM-serien og enkelte rallysprints i en Suzuki Swift, der er bygget op efter det danske Challenge-reglement,” fortæller Kasper Rasmussen, der sin forholdsvis unge alder til trods er en erfaring herre. ”Jeg har en enkelt fuld DM-sæson bag mig. Det var tilbage i 2007, hvor jeg vandt sølv i Sport 1400-klassen.”
Siden er det blevet til sporadisk deltagelse i kampen om Danmarksmesterskabet, men i 2012 skal den have en skalle.
”Jeg forventer mig, at vi kan blande os i top 3 i tunet national op til 1600 cm3. Vi skal gennemføre alle løbene, så vi kan få en masse point, men en placering i top 3 er målet, og kan vi også drille nogle af de større biler, vil det være godt,” siger Kasper Rasmussen, der lige skal have lært sin nye bil at kende. ”Min nye Suzuki er hurtigere end min gamle bil, men det er relativt let at køre. Jeg satser på at gå ind og finde den samme rytme, som jeg sluttede med sidste år, og så skal resultaterne nok komme.”
Mens Kasper Rasmussen/Carsten Rasmussen er med fra start, når kampen om Danmarksmesterskabet i rally skydes i gang i slutningen af marts, bliver det først senere på året, at Thomas Andersen/Celine Arp kommer i kamp på det højeste nationale plan.
”Jeg har kørt et år i klubrally, hvor jeg har vundet alt og er blevet Sjællandsmester, men jeg mangler at gennemføre to minirallyer for at få licensen til at køre DM-rally. Men jeg håber at kunne nå det, så jeg kan debutere ved rallyet i Sorø,” fortæller Thomas Andersen, der ikke har interessen for rallysporten fra fremmede. Farmand Steen er tidligere Danmarksmester.
”Jeg kører også for at vinde. Jeg gider ikke blive nummer to,” slår Thomas Andersen fast. Han skal overtage den bil, der sidste år vandt DASU Cuppen i klasse 1. ”Jeg prøvede bilen på Sturup, og umiddelbart virker det til, at den styrer og bremser eminent. Der skal ikke så meget tilvænning til at køre i bilen. Den virker utrolig let-kørt.”
”Jeg er meget glad for, at vi har fået to unge kørere som Kasper og Thomas ind i Suzuki Motorsport,” siger teamchef Anders Lysen. ”De har allerede vist, at de har farten, og nu skal vi hjælpe dem i deres videre udvikling.”
