Kenneth Madsen starter i Porsche

 

Gennem hele sin rallykarriere har Kenneth Madsen (Ruds Vedby) siddet bag rattet af en Suzuki. Første gang var ved Gjønge Rally i 2008 i en gruppe N-trimmet Swift-model, men i weekenden skal han prøve noget helt nyt.

 

 

"Jeg skal køre rallysprint i en Porsche," siger Kenneth Madsen med et glimt i øjet og et endnu større smil på læben. "Det er Jørgen Hansens Porsche 997 GT3, jeg skal køre med i søndagens Yokohama-mesterskabsløb på Avedøre Holme. Ved forrige Yokohama-løb i Ringkøbing kom vi til at snakke om Jørgens biler, og jeg nævnte hans Porsche."

 

Det ene ord tog det andet.

 

"Jørgen og jeg har kendt hinanden i mange år, for Jørgen og min far drev hver deres bilforretning, var konkurrenter, men samtidig også venner," fortæller Suzuki Motorsports Anders Lysen. "Vi snakkede så om muligheden."

 

"Jeg har aldrig før lånt en af mine rallybiler ud – heller ikke lejet dem ud – så måske er det ikke særligt klogt gjort, men jeg tog chancen," siger Jørgen Hansen. "Jeg er en stor, hemmelig beundrer af Kenneth og hans lillebror, Jacob. De er afsindigt dygtige, og jeg mener, at Kenneth er den bedste danske rallykører i øjeblikket. Det er baggrunden."

 

At låne en rallybil af en kører, som blev dobbelt Danmarksmester i de hårde 70'ere, er en ting. Noget andet er, at rallybilen her er en Porsche.

 

"Jeg har aldrig kørt rally med baghjulstræk før og da slet ikke i en bil med hækmotor," siger Kenneth Madsen. "Jeg har kørt ti kilometer i den, og det er meget anderledes end det, jeg har været vant til. Den trækker godt."

 

"Vejrudsigten byder på ustadigt vejr. Normalt kan jeg godt lide, når det er glat og regner, for jeg ved, hvordan min Suzuki opfører sig. Men jeg ved ikke helt med denne her rallybil. Jeg er glad for, at Anders' og Jørgen har stukket hovederne sammen og givet mig muligheden. Det bliver en stor oplevelse."

 

Kenneth Madsens normale Suzuki Swift R+, som han og Mette Felthaus (Horsens) for nylig kørte til generalsejr i Sydhavsrally, kommer dog ikke til at stå stille på søndag. Den overtages af Jacob Madsen (Ruds Vedby).

 

"Det bliver meget sjovt at prøve den," siger Jacob Madsen. "Jeg har da kørt bilen op og ned ad traileren, når de har bedt mig om at vaske den, men det bliver første gang, jeg starter et løb i en firhjulstrukket Suzuki. Jeg håber, at den er rimelig letkørt, og det bliver sjovt at komme ud at prøve den. Men indrømmet, jeg kan godt være lidt misundelig på at være i Kenneths sko på søndag."

 

"Men det bliver en god, hyggelig rallydag. Det er godt, at Jørgen og Anders har fundet ud af tingene, så det er blevet muligt. Jeg må nok hellere lade være med at ødelægge noget – og det må Kenneth sikkert også..."

  

Suzuki Motorsport

Teamchef Anders Lysen

Hit Counter