Team Honda Classic på Sydfyn

Sydfyn lagde lørdag d. 18. september veje til årets 5. afdeling af ”CC-cars DASU Classic”. Anni og Hans Oluf fra hhv. Sports Motor Klubben Gladsaxe og Motor Klubben Centrum havde allerede i 2020 komponeret ”N. Kjær Classic”, men på grund af corona epedimien blev løbet først gennemført i 2021.     

Team | Team Honda Classic

Team Honda Classic deltog denne gang med 2 biler – nemlig Ivan Gydesen/Kurt Rasmussen og Curt Clausen/Niels Erik Jørgensen begge i de velkendt røde Honda CRX’ere. Bent Mikkelsen/Arne Pagh må sidde over i øjeblikket, da Arne arbejder i Tyskland i en længere periode.

Løbet havde udgangspunkt i Svendborg hos N. Kjær Bilcenter, hvor de 38 startende hold lagde ud med en dejlig morgenmad inden dagens godt 200 km rute skulle ”angribes”. Løbsledelsen havde fundet alle de små Sydfynske veje, som igennem årene har været brugt til rigtigt mange hastighedsprøver i rally. Et fantastisk løbsområde, det bliver aldrig kedeligt her. For lige at sætte lidt ekstra kolorit på dagen, så skulle vi køre 4 sekundetaper på det skønne Tåsinge inden målet i Bjerreby forsamlingshus. I alt blev det til 23 sekundetaper med 42 hemmelige kontroller, alt sammen nøje gennemtænkt af den rutinerede løbsledelse. Tak for det !  

Rallyinfo

Kampen om placeringerne i Touring klassen, hvor de 2 Honda-teams deltager, er utrolig tæt. Der er typisk 5-6 hold inden for 10 sekunder på resultattavlen. ”N. Kjær Classic” var ingen undtagelse. Via løbets on-line resultattavle kunne man flere gange i løbet af dagen se føringen i klassen skifte. Desværre for Ivan og Kurt svigtede forbindelsen til deres hjulsensorer, og de måtte køre med manuel beregning af gennemsnitshastighederne en stor del af dagen. Curt og Niels Erik var dagen igennem indblandet i topstriden i klassen, men efter flere føringer endte det med en 2. plads i klassen kun 2,6 sekund efter vinderne – Hans-Jørn Søgård Andersen / Kaj Mikkelsen. Stort tillykke med sejren – det var en sjov og spændende fight !

Curt og Niels Erik er således inden sidste afdeling af ”CC-cars DASU Classic” på en delt 2. plads i klassen. Opgøret om sølvmedaljerne skal primært tages med brødreparret Arne og Bent Fasberg, men andre hold har også chance for at blande sig. Mesterskabet er allerede afgjort, da Team M&M – alias Michael Kristiansen og Michael Andersen i Ford Escort har skrabet rigeligt med point sammen – også tillykke til dem.

 

Team Honda Classic i Hill Climb

Selv om Bent og Arne på grund af Arnes nye arbejdssituation er forhindret i at deltage i CC Cars DASU Classic serien har Bent ikke ligget helt i på den lade side.


Arkivfoto

I sidste afdeling af Historisk Motor Sports uofficielle mesterskabsserie i Hill Climb, der blev afviklet den 11. september på en klassisk rally prøve mellem Sønder Vissing og Brædstrup, deltog Bent i Civic`en i klasse 4, som er klassen for ikke modificerede biler op til årgang 1990.

Resultatet blev påvirket af voldsomt skybrud i den anden tællende gennemkørsel, men på trods af de vanskelige forhold lykkedes det Bent at køre en andenplads hjem og dermed sikre sigførstepladsen i klassen, sammenlagt for hele sæsonen.

Med to førstepladser (Lindum Skov og Munkebjerg Hill Climb) samt andenpladsen i Sønder Vissing er det både for teamet og Bent et godkendt resultat for sæsonen, der nu er slut for i år.

Team Honda Classic
Niels Erik Jørgensen
Bent Mikkelsen

 

Hit Counter