RASMUS SØRENSEN 
TILFREDS EFTER
SLUTOPGØR I TARM
Har efter en mager sæson nu blikket rettet mod DM-rally i 2022

Efter tre år i træk at have vundet DM-guld i rally, skiftede Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen, Slangerup/Egtved, deres vindende Peugeot 208 R2 ud med en Opel Adam R2, og kørte fra starten af dette års DM-turnering ind i en tilsyneladende endeløs række af tekniske vanskeligheder. Efter fem starter var det ikke lykkedes at fuldføre en eneste gang.


De 3-dobbelte guldvindere Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen viste i den midtjyske finalerunde, at de fortsat har farten og kan være med i forreste række. Her drøner de fra startstregem på finalerundens første rallyprøve ved Ådum.

Genvordigheder med bilens elektriske system, motorhavari og en fysisk skade i semifinalen efterlod "guldfuglene" med en skræmmende blank pointkonto.
 

Først i finalerunden, Rally Naturens Rige i Tarm, blev det bedre, da "Rasser" og Heidi sluttede som nummer 15 generelt og på tredjepladsen i RC4-klassen efter Oliver Saust/Peter Rasmussen, Viby Sj./Skibby og Kasper Nyman/Claus Kammersgaard, Vejen/Grindsted, i henholdsvis Opel Adam R2 og Renault RT3. Desuden vandt "Rasser" og Heidi også den afsluttende powerstage i det midtjyske finaleopgør. Dét fik altsammen humøret til at stige adskillige grader.
 
På den afsluttende powerstage i Rally Naturens Rige fik konkurrenterne i RC4-klassen baghjul af "Rasser", Heidi og »A-damen".
 

På trods af manglende point fra fem mesterskabsløb, var de 3-dobbelte guldvinderes 23 point fra finalen nok til at sikre dem en samlet 9. plads i RC4 Super Rally Cup og i DM-regi en 10. plads i RC4-klassen.
- Vi manglede at få kørt omkring 250 kilometer af turneringens rallyprøver, men fik dog sluttet af med manér, konstaterede en tilfreds Rasmus Sørensen efter weekendens DM-finale, vi fik bugt med de tekniske problemer og viste, at vi stadig har farten til at være med foran i feltet.

"Rasser", Heidi og "A-damen" tilbage i topform ved afslutningen på en problematisk sæson 2021.

Der er brugt megen tid og kræfter på at få den kompakte Opel Adam op på mærkerne, så den nu er, som den skal være; det vil sige både hurtig, sjov at køre og frem for alt driftssikker. 
- Vi lægger årets DM-turnering bag os og ser frem mod sæsonen 2022 med "A-damen" - med mindre altså, at vi finder på at køre i noget andet, sluttede Rasmus Sørensen.


Efter fem DM-rallyer uden point sluttede Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen i den sjette og sidste runde med 23 point, hvilket var nok til en samlet 9. plads i RC4 Super Rally Cup og 10. plads i DM-klassen for RC4-biler.

________________
(Foto: specialpress@gmail.com)

Hit Counter