Som så mange gange før, er vi nogle stykker (10 personer), som tager ned og kigger på Monte Carlo rallyet til januar 2022. Vi kører derned i et par autocampere, og et par af deltagerne kommer med fly til Nice.

 

Det bliver lidt spændende at se hvordan det kommer til at foregå, når det bliver første WRC-rally med en ny type rallybiler med hybridteknologi.

 

Vi plejer også at opleve en hel del andre ting undervejs, så det ikke er rally det hele.

 

Hvis nogen andre tager afsted, giver vi gerne tips, og øser gerne ud af de erfaringer, som flere af os har tilegnet os igennem de sidste 25 år.

 

Til inspiration/orientering er vores program/oplæg følgende:

 

Monte Carlo rally 2022 – 20 – 23. januar

På baggrund af flere opfordringer, er jeg ved at kigge lidt på, at igen lave en tur til Monte Carlo rally i januar 2022.

Det ser ud til, at der er basis for at leje 3 autocampere, så det kan åbenbart blive et større selskab.

Camperne bliver ikke bemandet med det fulde antal – f.eks. højst 5 personer i en 6 personers bil.

 

Der er ikke lagt ret meget fast endnu, men jeg har en plan om, at køre fra Danmark lørdag, den 15. januar, og efter proviantering ved grænsen, at køre direkte mod Sinsheim, som ligger et godt stykke nede i Tyskland – 8 timer fra grænsen.

Overnatning på pladsen Kreuzung Am Ilvesbach/ Schwimmbadweg74889 Sinsheim Deutschland

Her er det planen – søndag 16/1 -, at besøge Technich-Museum ved Sinsheim.

(Nødplan – Stellplatz in Grünberg, Gerichtsstrasse, Grünberg eller Rheinstrasse 90, Lampertheim)

Turen for 3 år siden gik også den vej forbi museet i Sinsheim, men det er så stort, at der vist var meget, som vi ikke så, og ellers sker der ikke noget ved at se det 2 gange. Der er bilmuseum – også med racerbiler, Concorde-fly, Turbolev, Boeing 747, lokomotiver, og en særlig afdeling for militærkøretøjer, og meget mere. Du kan læse mere om museet her:  Technik Museum Sinsheim (technik-museum.de). 

(Åbent 9 – 19) Efter nogle gode timer her, fortsætter vi til Frankrig omkring kl. 15, (3½ time) til Aire de Camping-Car du Domaine d'Aucroix  Quai du Canal, Baume-les-Dames.  Enten spiser vi lidt fra køleskabet, eller går op på restaurant O Malo, Baume les Dames. 

På autocamperpladsen er der tilsyneladende også mulighed for et brusebad.

Mandag 17/1 morgen kører vi til Tain l/Hermitage, (4 timer) og smager på lidt rødvin, og gør lidt indkøb til fordeling i camperne. Cooperativet har middagslukket fra 12 – 14. www.cavedetain.fr. Har vi tid kører vi lige ned til Rhone-floden, hvor den kendte chokoladeproducent – Valrhonas – har sin produktion og butik. Der plejer at være rig mulighed for smagsprøver. Valrhonas regnes for en af verdens bedste chokolader. Som noget nyt er der indrettet en cafe, hvor vi eventuelt kan spise frokost, hvor der også indgår chokolade i de små retter. Her er lidt mere om det: Valrhona Chocolate| Premium French Chocolate | Official Page (valrhona-chocolate.com)

 

Videre går turen til Nyons. (2 timer) Midt i byen er en glimrende autocamperplads, hvor det er muligt at tømme toilet og få vand på tankene. Aftensmaden spiser vi på restaurant D`un Gout a l`Autre i Nyons, hvor der venter os en oplevelse. Gastronomisk restaurant i Nyons - Restaurant Fra en smag til en anden (dungoutalautre.fr)  (bord er bestilt)  Vi skulle også gerne nå at besøge cooperativet i Nyons, som har meget forskelligt, men det meste er oliven og olivenolie, og en masse ting, som er fremstillet af oliven, så som sæbe, cremer o.s.v.  Cooperativet har vundet mange medaljer for deres olie, og den regnes for at være en af verdens bedste. Heller ikke gratis – f.eks. koster 2 liter 45 Euro.  Se mere på www.vignolis.fr. De har også oliven, pesto, vin og meget mere.

Tirsdag 18/1 kører vi videre sydpå til den lille by Rasteau, hvor vi besøger vincooperativet. En ting er, at de laver glimrende vine – ikke mindst rødvine, men de har også en helt speciel rødvin, som er velegnet som dessertvin. Det er en rødvin, hvor gæringen bliver stoppet under fremstillingen, så vinen bevarer en del sødme. Derefter tilsættes lidt alkohol, så man får en sød vin på 16 – 18%, og så står den fint til de fleste desserter. Den skal opleves.  Cercle des Vignerons du Rhône (cerclerhone.fr) 

Fra Rasteau sætter vi kursen mere mod sydøst, nærmere betegnet mod Digne-les-Bains. Vejen vi kører ad er særdeles smuk, med masser af hårnålesving og udsigt til Mont Ventoux. I Digne vil der være mulighed for brusebad til os alle hos Emmanuel Nay, som driver Gite d`Etape du Chateau de Sieyes. Han har tidligere boet sammen med en dansk dame, og kan derfor sige på dansk: ”Jeg gerne have sildemad og en øl”.  Overnatning bliver et sted i nærheden.

Onsdag 19/1 har vi god tid, og en stor seværdighed på de kanter, skal ses når vi nu er i nærheden – nemlig Grand Canyon du Verdon. Det er en slugt, som er ca. 700 meter dyb, og det giver et sug i maven, når man står henne ved kanten. Se mere her:  Oplev Gorges du Verdon - Europas svar på Grand Canyon (escapeaway.dk)   

 

 

Efter denne store oplevelse sætter vi næsen efter enten shake-down eller prøve 1. Det kommer lidt an på hvor shake-down bliver kørt. Det ligger nemlig ikke fast endnu. 

 

 

 

 

 

  

Så bliver det herefter:

20/1:  SS 1                                      Luceram – Lantosque – Første vogn kl. 20.18.  Lejr ved Col St. Roch

21/1:  SS 3 og SS 6:                     Roure – Beuil  - Første vogn kl. 09.14 og 14.43   Lejr ved Roure

22/1:  SS 10 og SS 12:                 Saint Jeanette – Malijai – Første vogn kl. 10.08 og 14.08    Lejr ved Le Ragots

23/1:  SS 15 og SS 17:                 Brianconette – Entrevaux – Første vogn kl. 10.08 og 12.18   Lejr ved La Serre

 

Der er således mulighed for at se deltagerne på 7 prøver + eventuelt Shake-down.

Efter sidste deltager har kørt forbi os ved Entrevaux, kører vi mod Danmark. Hvis der er stemning for det besøger vi den gamle remise i Düsseldorf, hvor der er mange fine biler at kigge på, og der er udskiftning i dem hele tiden.

Classic Remise Düsseldorf - YouTube

Hjemkomst til Danmark i løbet af tirsdagen, den 25/1. 

 

Praktiske oplysninger:

Prisen er svær at sige, da turen arrangeres på sammenskudsbasis. Alle udgifter betales via én konto, og ved hjemkomst deles saldoen mellem deltagerne. Prisen på de foregående år har ligget på 5 – 6000 kr.  Måske bliver det denne gang lidt mere, når vi er afsted i 10 – 11 dage, men det kommer også an på antal deltagere. 

Til gengæld er der tale om en tur, hvor der er tale om all inclusive, idet leje af campere, brændstof, vejafgifter, entreer, forplejning undervejs (enten restauranter eller egen grill), fri bar alle dage (vi plejer at medbringe almindelige øl og Classic, forskellige sodavand, herunder Cola, Tonic, rød- og hvidvin i dunke, Vodka, tomatjuice og tabasco, Gin, Cognac, Whisky og Bacardi-rom, foruden Dr. Nielsen) Andre ønsker plejer at blive efterkommet.

Vi hjælpes selvfølgelig lidt undervejs med tilberedning af mad, borde og stole, når vi står for madlavningen selv.

Kort sagt, så kommer du ikke til at mangle noget på turen, og du behøver kun at have pungen op af lommen, hvis du ønsker at købe noget til dig selv – enten ved vincooperativerne eller ved de mange handlende, som vil sælge caps, jakker og alt muligt andet med dit favoritbilmærke på. 

 

Ekstra:

Hvis du synes, at det er mange dage at være afsted, kan vi som en særlig service tilbyde dig at blive afhentet enten i Lyon lufthavn mandag den 17/1 om formiddagen, eller i Nice lufthavn onsdag, den 19/1 om eftermiddagen eller torsdag, den 20/1 om formiddagen. Flybilletten er for egen regning, men den samlede pris for turen reduceres lidt (entreer og forplejning). Vi vil dog gerne, at flest muligt kører med hjem, af hensyn til chaufførskift, da hjemturen bliver med længere stræk end udturen.

Er du interesseret, så lad mig det vide i god tid, så jeg kan få lejet nogle gode autocampere i ordentlig tid.

Når jeg skal betale depositum for camperne plejer jeg at opkræve depositum tilsvarende hos deltagerne.

Skriv til ulrik.hejl@gmail.com, eller ring på 21432881 hvis du har spørgsmål eller vil tilmelde dig.