Jacob Madsen står over

I den kommende weekend køres anden afdeling af det danske mesterskab i rally. Løbet køres i Nordtyskland og 66 hold er tilmeldt. Heriblandt står start nr. 3 med Jacob Madsen og Line Lykke Jensen på listen, men holdet har meldt afbud og kommer derfor ikke til start. Det er til rigtig stor ærgrelse for teamet at de er i denne situation.

Efter at have haft danmarkspremiere i Hyundai i20 R5 til første afdeling af det danske mesterskab i rally, må Jacob Madsen se sig nødsaget til at stå over til anden afdeling. ”Vi tog en chance og kørte første afdeling af det danske mesterskab, velvidende at budgettet var stramt. men fik vist, hvad vores målsætning er. Desværre har vi forsat problemer med at få budgettet til at hænge sammen, og med den begrænsede tid mellem de første afdelinger er vi derfor nødsaget til at springe den kommende weekends rally over” udtaler Jacob.

Teamet kæmper for at finde sponsorer der vil være med til at støtte dem i den resterende del af det danske mesterskab i 2018. ”Vi arbejder stadig hårdt på at finde det økonomiske grundlag så vi kan komme ud at køre nogle flere løb, vi har bestemt ikke givet op endnu” siger Jacob. Efter de gode takter som tiderne viste til den første afdeling af det danske mesterskab i rally, håber teamet på at de kan gøre det endnu bedre næste gang de stiller til start. Selvom det bliver svært at vinde mesterskabet eller slutte i top tre når året er slut, kæmper de dog stadig for at køre så mange løb som muligt.