Interessant
racing-come back
for
Preben Kristoffersen.
I
kraft af sin arbejdsplads fik den legendariske østjyske banekører: Preben
Kristoffersen i sin motorsports-karriere bl.a. kælenavnet: Den hurtige
Falck-mand fra Århus. Ved premieren på Classic Race Aarhus 2010 var det derfor
nærliggende, at den femdobbelte danske mester udi rally & baneløb fik come
back efter lidt over 20 års racing-pause.
Odder-knægten
- med kælenavnet: Preben K - tilhører anden generation af danske banesportskørere,
som prægede frontresultaterne i ind- og udland efter etableringen af
Jyllands-Ringen og Ring Djursland.
-
For halvandet år siden genfandt jeg en af mine allersidste racere, oplyser
Preben Kristoffersen. – Jeg debuterede med den heftige Mazda RX7 i 1985, som
jeg hentede hjem fra min hollandske motorsportskollega: Hans van der Beek.
Raceren havde i mellemtiden haft 4 ejere, da jeg genfandt klenodiet i Randers
tilbage i 2008.
Ejerskaberne
havde naturligt ændret flere små og store detaljer på Mazda RX7’erens
performance og lay-out. Preben K gik derfor med krum hals i gang med at bringe
raceren tilbage i original stand.
-
En af de store udfordringer var at finde de rigtige historiske racing-dæk,
fortsætter Preben Kristoffersen. – Efter utallige telefonopkald fik jeg lige
pludselig hul i gennem til en tysk leverandør. Det største problem i den
afsluttende finish var derimod manglende benzintryk, hvilket var tæt på at få
come back-projektet til at kuldsejle. Men med gode venners hjælp blev fejlen
dog afhjulpet i allersidste øjeblik.
Preben
K afsluttede sin motorsports-karriere med flere Mazda-racere i 1980’erne.
Japanerne havde introduceret wankelmotor-teknologien i hverdagsbiler tilbage i
1965, og det var derfor nærliggende at bruge den specielle roterende motortype
også til motorsport.
-
Mange tilskuere kom forbi vores mekaniker-telt for at kikke ned i motorrummet på
RX7’eren, konstaterer Preben Kristoffersen. – Jeg fik lejlighed til at køre
Mazda RX7’eren både lørdag og søndag ved Classic Race Aarhus 2010. Lørdagens
race stoppede dog noget pludseligt, da gearstangen knækkede. Vi måtte derfor
tilbage til Odder på værkstedet for at få mekanikken på toppen igen.
Om
søndagen havde Preben Kristoffersen også gode fights med konkurrenterne, men måtte
udgå lige inden målstregen med et punkteret forhjul efter nærkontakt med
fortovskanten.
-
Som en ekstra oplevelse deltog jeg også i (Pro)ff/(Am)atør-heatene ved Classic
Race Aarhus 2010, forklarer Preben Kristoffersen. – Jeg har tidligere kørt
baneløb i Porsche, og her havde arrangørerne fået kontakt til tyskeren: Ralf
Oehme i Porsche 911. Herved fik jeg også lejlighed til at hilse på og køre
mod min gamle ærkerival: Erik Høyer, som jeg udkæmpede mange tætte
racing-dyster imod tilbage i firserne. I al beskedenhed var jeg den første kører,
der brød en lang DM-sejrsrække for Erik. Jeg er i øvrigt aldrig før kommet så
hurtigt op ad Oddervej i Århus som i Porsche 911’eren, selv ikke under
udrykning hos Falck!
Preben
Kristoffersen har fået mange positive feed backs efter sit come back med
historisk racing. Østjyden påregner at fortsætte med finjustering af Mazda
RX7’eren. En af fremtidsplanerne er derfor deltagelse på grand
prix-motorbanen i Zandvoort (Holland) sammen med den tidligere ejer: Hans van
der Beek.
I 2011 er Preben K & Co. desuden specielt inviteret til Mazda-bilfabrikken i Japan. Østjyden har gennem det historiske Int. Monte Carlo Rallye stiftet bekendtskab med Mazda’s daværende fabriks-rallykører: Hajime Nakagawa.
Kirketerp