Nykjær næstbedste rookie i England
Tredjebedste resultat nogensinde til den regerende DTC-mester
Weekenden startede dårligt for Michel Nykjær, da WTCC-serien,
verdensmesterskabet for standardbiler, gæstede Brands Hatch i England, men den
endte med at give ham et af hans bedste resultater i år.
I lørdagens første træning havde den danske racerkører en
voldsom afkørsel og kørte sin Seat Leon TDI direkte ind i dækmuren med over
100 kilometer i timen.
"Jeg bremsede fem meter senere end på de andre omgange til et
sving og kom sidelæns ud i sandet. Sammenstødet var hårdt, for sædet var
rykket frem i bilen, og jeg forstrakte nogle muskler i ryggen," forklarede
den regerende DTC-mester, godt øm og forslået.
Efter en gang massage og en genopbygget bil var Michel Nykjær klar
til selve tidskørslen, men her var både turbo og batteri defekt, og det betød,
at Nykjær måtte nøjes med en startplacering så lav som nr. 19 til søndagens
første løb.
I løb 1 kørte han sig to pladser frem til en 17. plads efter hård
kamp med blandt andet den anden danske WTCC-kører Kristian Poulsen i BMW 320
si, der tog 16. pladsen.
I
søndagens andet løb var det så endelig slut med uheldene. Michel Nykjær kørte
et forrygende heat, hvor han fik kæmpet sig helt frem til ottendepladsen. Efter
en safetycar-periode havde han med en omgang igen brasilianeren Augusto Farfus i
BMW i helt oppe i bakspejlene, og med tanke på den spektakulære måde,
brasilianeren har kørt nogle af sine konkurrenter af banen på, lod Nykjær ham
slippe forbi på allersidste omgang uden at kæmpe til det yderste.
"Jeg tog en del placeringer i starten, men til slut var det
vigtigt for mig at få nogle gode points med hjem efter alle de uheld, jeg har
haft i de seneste løb," sagde en meget tilfreds Michel Nykjær efter søndagens
race på Brands Hatch.
I WTCC Rookie Challenge, mesterskabet for årets debutanter i
verdensmesterskabet, blev Michel Nykjær nr. 2 i England.
Næste løb i WTCC er om 14 dage i Brno i Tjekkiet.