LS motorsport genopstår med ny bil i 2018
Stiller til start i Rally sæsonen 2018 med en Citroën C2 VTS hentet i Polen

Da Michael Gøttrup for 2 år siden solgte sin Peugeot 106 Rallye, der havde været en trofast bil i mere end 10 år, var det ikke planen at anskaffe en afløser. Men trangen til at køre Rally i egen bil igen blev styrket, hver gang han var co-driver i lukkevognen ved Mini Rally Syd og DM rallies i de seneste to sæsoner. Efter et halvt års søgen faldt han over en Citroën C2 VTS i fuldt rally trim i Polen. Efter en måneds forhandling med sælger, der forøvrigt kun kunne tale polsk, gik turen sidst i november 2017 til Chojnice i det nordlige Polen for at hente bilen hjem. Den efterfølgende tid er gået med at gøre den klar til 2018 sæsonen, der begynder i april.

Planen for teamet er at indlede med en række Rally Sprints for at lære bilen at kende. Der igennem vil vi få opøvet samarbejdet i bilen. Michael har fået en ung ny co-driver i debutanten Anders K. Hansen fra Viuf. Når samarbejdet i bilen føles på top, og vi begge har fundet os tilrette i bilen, er målet, at vi stiller til start i en af de sidste afdelinger af Mini Rally Syd i 2018. Første gang vi skal prøve den, er ved Rallytest i Roskilde den 24. marts.

Teamets nye Co-Driver er Anders Hansen fra Viuf. Anders er debutant, men ikke ubekendt med rally verdenen, idet hans far selv har kørt  rally, og Anders selv har været  servicemand for et andet team de seneste par år. Men der er mange ting der skal læres med hensyn til at læse noter, rute-bog, og samtidig sikre at tidskontrollerne tilkøres korrekt.

Men det er ikke nok at anskaffe bilen, for motorsport er ikke en billig hobby. For et hvert Rally team er det afgørende at skaffe opbakning fra sponsorer for at få det til at gå op i en højere enhed, der kan sikre deltagelse i en rally sæson. Det kan være hårdt arbejde, når budgettet for næste sæson er lagt at skaffe pengene, der skal til på højeste niveau. 

Men for LS motorsport er det lykkedes allerede nu, at få den håndsrækning i form af et hovedsponsorat fra HOUSE OF DENMARK A/S i Vejle. Sponsoratet betyder at Teamet bliver ambassadører for HOUSE OF DENMARKS produkter. Direktør Lars Haahr, HOUSE OF DENMARK A/S glæder sig til samarbejdet med LS motorsport. Med sponsoratet ser vi en stor mulighed for, at præsentere vores produkter og specielt sport edition serien, der er tilegnet sportsfolk, ved de løb teamet deltager i.

I LS motorsport er vi meget stolte over, at HOUSE OF DENMARK A/S går ind som hovedsponsor, inden den første meter er kørt. Vi glæder os til at præsentere virksomhedens produkter, samt være en del af HOUSE OF DENMARK Ambassadør team, der allerede består af flere top atleter.

Første rigtige konkurrence for temaet er 1 afd. af Yokohama Mesterskabets Vest den 7. april i Kongensbro.