Ib Kragh sejrede i Rally Midtjylland

 Af teamet

Lørdagens Rally Midtjylland blev et succesfuldt løb for Ib Kragh og Freddy Pedersen. I deres hurtige Citroën DS3 R5 lykkedes det dem med bedste tid på fire af de seks hastighedsprøver at tage den generelle sejr, udbygge føringen i kampen om DIF’s Dansk Super Rally-titel og samtidig sikre sig Danmarksmesterskabet i klasse 6 for firhjulstrukne biler.

”Jeg kan kun være tilfreds med vores indsats,” siger Ib Kragh. ”Jeg er normalt ikke glad for at køre i regnvejr, for det er bare ikke min livret, men det gik rigtig godt. Vi havde fået lavet nogle gode noter, fik et godt flow i bilen, og så fik teamet gjort en perfekt indsats med at stille bilen ind til regn. Bilen var dejlig at køre i. Det var super godt.”

Ib Kragh og Freddy Pedersen vandt løbet med 27,5 sekunders forspring, og det forspring blev i den grad skabt i den første halvdel af løbet. Efter første gennemførsel af de tre hastighedsprøver førte de med 20 sekunder.

”Bilen kørte vanvittig godt i det regnvejr, vi startede med. Den gjorde lige præcis det, jeg gerne ville have den til at gøre, og vi fik slået et hul på de tre første prøver, selv om Roland Poulsen på den tredje kom tæt på os, fordi han havde valgt slicks, og det var blevet tørt,” forklarer Ib Kragh. ”Vi snakkede meget omkring dækvalget i pausen. Ville det holde tørt? Eller ville der igen komme regn?”

”Vi valgte at beholde vores regnvejrsdæk på, blandt andet fordi vi igen skulle køre på et grusstykke, som vi frygtede ville være kørt helt op. Men man endte så med at aflyse den del af hastighedsprøven. Det havde været bedre med andre dæk. Jeg tabte powerstagen og blev nummer fire der, men det er helt okay. Jeg ville ikke satse hele butikken og så ende med at sidde fast ude på en mark.”

Før Rally Midtjylland var forspringet i kampen om DIF’s Dansk Super Rally-titel på blot et enkelt point.

”Nu fører vi med 18 point og samtidig har vi også sikret os titlen som Danmarksmestre i klasse 6 for holdene med de firhjulstrukne biler,” siger Ib Kragh, som kan glæde sig over, at klargøringen til næste opgave er ganske beskeden.

”Om en uge skal jeg deltage i det sidste løb i Yokohama-mesterskabet. Det foregår på Nysum-banen, og med sejre i to af de tre hidtil kørte løb har vi mulighed for at tage titlen. Freddy har denne gang en opgave i udlandet, så det bliver igen Ditte Kammersgaard, som skal sidde ved siden af og læse noterne.”