Endelig en højhastighedstest til Boisen Motorsport.

Boisen Motorsport fik muligheden for at køre åbnervogn til Holsten Rallye i Tyskland lørdag d. 1. august og det var første højhastighedstræning til et ”rigtigt” rally i meget lang tid, så der var glæde fra hele teamet.

Løbet var det første rally i Tyskland i år efter corona-nedlukningen og der var fuld fokus på korrekt håndtering af omstændighederne. Løbsledelsen løste den udfordring meget kompetent hele vejen igennem med udleverede mundbind, håndsprit og markerede servicepladser.
Løbet blev kørt på det militære øvelsesområde Putlos, der er kendt og berygtet for svære vejkombinationer med rigtig mange sikkerhedsnoter, skiftende vejforhold, beton og grus, så der er noget for alle. Kim Boisen og Louise Bang Christiansen kører endnu en sæson i deres publikumsvenlige BMW, så dette løb var samtidigt en funktionstest af en nyrenoveret bil.

En god og varm dag i Holsten gav en masse testkilometer for Boisen Motorsport.

”Vi har lavet lidt om på støddæmperne og styretøjet, men ellers er der ikke lavet de store ændringer. Bilen kører stadig godt og efter de første prøvekilometer kørte den som for 10 måneder siden” siger en glad Kim Boisen.

Martin Johansen og Finn Thomsen starter for andet år i træk i en ny bil, da teamet ved årsskiftet købte en Peugeot 208 T16 R5. Bilen var klar til at starte DM serien i marts, men sådan blev det som bekendt ikke og der har ikke været mulighed for test under løbslignende forhold siden. Så Holsten Rallye var en meget kærkommen mulighed og teamet var meget spændte ved starten på den første hastighedsprøve. Prøven havde alle mulige underlag og blev efterfulgt af en hastighedsprøve på 15 km.

Et tilfreds team siger tak til Putlos for en varm og udfordrende dag.

Bilen kørte uden nogen problemer hele dagen igennem og efterhånden som der kom flere kilometer ind i kroppen på Martin og Finn kunne de også øge hastigheden og slutter dagen med et godt førstehåndsindtryk af bilen. Dgog uden at vide, hvor hor langt det kan række i DM sammenhæng.

Hele forberedelsen til 2020 sæsonen kunne ikke lade sig gøre uden dedikerede partnere og sponsorer samt et dedikeret team bagved. Teamet er stolt over den store fortsatte støtte fra nuværende partnere og sponsorer i teamet, men også til nye, der er kommet til i løbet af vinteren.

Næste gang teamet kan følges her i Danmark er lørdag d. 15 august til en rallytest ved Korskro banen.

 

Hit Counter