Nyheder fra Rally Team Svendborg

 

Lørdag den 19. September blev anden afdeling af Adam Cup Denmark og Dans Super Rally afholdt omkring Nykøbing Falster.
Klaus og Christian kørte afsted fredag for at køre noter på den første halvdel af prøverne, og for at få bilens tekniske kontrol overstået.

 

Arkivfoto


Begge dele forløb uden problemer, dog føltes prøverne som den diametrale modsætning til prøverne i Tyskland, hvor 1. afdeling blev afholdt.
Nu var det meget hurtige og flade prøver, men en del lange lige stykker.

Næste morgen stod den på notekørsel på de sidste prøver, hvoraf den ene var en gammel kending af teamet, nemlig en industri prøve i Nykøbing F. by som vi har kørt en del gange.
Denne gang var det Anders Hartwig der hjalp til som servicemand, sammen med Lars Brix Magnussen, så det havde klaret at få racer og servicevogn gjort klar.

Løbets første prøve var en rundbane på 15 km, og den passede faktisk rigtigt godt til Klaus og bilen. Prøven gav i hvert fald en føring fra start, over Michael Broberg og klassens nye dreng Henrik Larsen. Henrik skulle lige i gang, eftersom at han ikke har kørt rally siden 2013, så det var ikke kun bilen han skulle vende sig til.

Men Michael slog igen på prøve 2, og forspringet var nu kun på 3 sekunder.

Prøve 3 som var en gentagelse af prøve 1 blev desværre aflyst pga. forsinkelser, så videre til prøve 4.
Her løb Michael også med prøvesejren, dog kun med 75/1000 dele af et sekund. Adam klassen er bare super tæt, så der skal ikke slappes af det mindste nogen steder.

Klaus strammede kablet på prøve 5 og 6, og fik hævet forspringet til nu 10 sekunder inden de sidste to prøver.

Prøve 7 var anden gang at industriprøven skulle køres, og der satsede Michael lige lidt for meget. Det gav en sammenstød med en kantsten, og en punktering til følge, og så et forspring nu på lige over 30 sekunder.

Prøve 8 var løbets Powerstage hvor der køres om ekstra bonuspoint til mesterskabet. Der prøvede Klaus at køre lidt mere sikkert, for at holde sejren i løbet, men det gav bare uro i bilen, med dårligt flow til følge. Så Michael snuppede desværre lige et ekstra point fra os der. Men flot slået tilbage.
Henrik Larsen kom i mål med en hel bil, på en 3. plads med en masse værdifuld træning og erfaring rigere. Ham glæder vi os til at se mere til i cuppen.

Men løbet var slet ikke som først antaget på notekørslen. Der var masser af smalle veje, ujævne veje, små blinde toppe og andre udfordringer der skaber et godt rally. Så stor ros til arrangørerne for at finde rigtig gode og udfordrende prøver frem, selvom at de var lidt hurtige. For hurtige sving er da i hvert fald også udfordrende!

Hit Counter